Hvordan ville du reagere, hvis du fik endegyldigt bevis for, at vi ikke er alene i universet? Hvis kontakten til en fremmed civilisation ikke længere var science fiction, men et ubestrideligt faktum. Og hvis det samtidig viste sig, at de allerede havde været her. Længe. Hvordan ville verden reagere? Ville civilisationer, religioner og politiske systemer kunne bære sandheden, eller ville afsløringen sende menneskeheden ud i kaos?
Præmissen i Steven Spielbergs seneste storfilm, "Disclosure Day", er egentlig ganske enkel. Hvad sker der den dag, hvor spørgsmålet om intelligent liv i universet ikke længere er et spørgsmål?

Spielberg, der gav os første møde med de udenjordiske i "Nærkontakt af tredje grad" og lod os komme helt tæt på én i "E.T.", vender nu tilbage til science fiction-genren med en stort anlagt konspirationsthriller, der trækker på nogle af de stærkeste elementer fra instruktørens tidligere film og samtidig opdaterer fortællingen, så den passer ind i den lettere kaotiske virkelighed, vi befinder os i.
Daniel Kellner (Josh O'Connor) har gennem sit arbejde som cybersikkerhedsekspert hos firmaet Wardex været med til at beskytte tophemmelige oplysninger. Kellner har dog gennem sit arbejde fået et unikt indblik i materialet og vil ikke længere være med til at dække over sandheden. Sammen med et netværk af ligesindede forsøger han derfor at bringe oplysningerne frem i lyset.
Hans veje krydses med vejrværten Margaret Fairchild (Emily Blunt), der efter en noget mærkværdig formiddag pludselig er i besiddelse af særlige evner. Det bringer de to sammen, mens de jagtes af Wardex og firmaets leder, Noah Scanlon (Colin Firth), der er villig til at gå meget langt for at holde hemmeligheden skjult.

"Disclosure Day" bygger på en historie, Steven Spielberg selv har brygget sammen, mens manuskriptet er leveret af David Koepp ("Jurassic Park"). Spielberg har fundet alle sine tricks frem fra gemmerne, så der ikke efterlades mange minutter til publikum til lige at få vejret, før vi kastes ind i den næste hæsblæsende scene.
Fra første minut kastes vi direkte ind i fortællingen, mens historien langsomt udfolder sig, og vi sammen med karaktererne hvirvles ind i en global konspiration. "Disclosure Day" befinder sig i krydsfeltet mellem Spielbergs tidligere film "Minority Report" og "Nærkontakt af tredje grad" og byder samtidig på en solid dosis rumvæsenskonspiration, der trækker tråde til "The X-Files". Faktisk føles flere elementer af filmen som et virkeligt lækkert produceret afsnit af "The X-Files", og kattens leg med musen får effektivt sat gang i adrenalinen, mens vi sammen med karaktererne forsøger at afdække hele sandheden og få svar på, hvad der i virkeligheden foregår derude.

Det er solidt og spændende. Filmen tager måske enkelte lidt letkøbte løsninger for at få historien fremad, men det er i bagatelafdelingen, når resten af fortællingen alligevel formår at holde os fanget i jagten på sandheden. Samtidig forsøger filmen ikke at bortforklare de store religioner som fejl, men skaber i stedet plads til både troen på Gud og liv på andre planeter. Som en kommentar til den mangel på næstekærlighed og humanisme, vi kæmper med i dag, giver "Disclosure Day" os muligheden for at genfinde troen på hinanden – med lidt hjælp fra fremmede kræfter.
Filmen er dog ikke helt uden skønhedsfejl. Enkelte greb virker en smule halvbagte, og jagten på fremdrift kan indimellem tage fokus fra de mere eksistentielle spørgsmål, som filmen rejser, og som ellers giver tyngde. Det er dog mindre indvendinger i en fortælling, der først og fremmest lykkes med at være både underholdende, tankevækkende og følelsesmæssigt engagerende.

Steven Spielberg kan som få andre Hollywood-instruktører kombinere højspændt spænding med en næsten barnlig fascination af det ukendte. Enhver, der nogensinde har kigget op på nattehimlen og spekuleret over, hvad der gemmer sig derude, vil sandsynligvis mærke den samme følelse af undren og ærefrygt, når filmens fortælling kulminerer i de sidste 30 minutter. På trods af en spilletid på godt to timer og 25 minutter føles "Disclosure Day" sjældent lang.
Filmen genfinder den følelse af undren, fascination og håb, der gjorde "Nærkontakt af tredje grad" til noget ganske særligt. Det er måske ikke Steven Spielbergs bedste værk, men det er uden tvivl en af hans stærkeste film i mange år – og et bevis på, at den 79-årige instruktør stadig kan skabe den slags storslåede biografoplevelser, som kun ganske få filmskabere mestrer.
Fox Mulder ville være fan!
"Disclosure Day" har dansk biografpremiere den 10. juni.








