Westeros brænder. Efter to sæsoner med "House of the Dragon" – baseret på George R.R. Martins "Fire & Blood" – er vi inde i den tredje af fire planlagte sæsoner. Serien følger splittelsen i Targaryen-familien og den brutale kamp om herredømmet over Westeros: en verden, hvor magtbegærlige herskere rider på ildspydende drager, der i praksis fungerer som masseødelæggelsesvåben i en verden ellers bevæbnet med sværd og katapulter. Ingen er helten. Ingen er skurken. Sort og hvidt drukner i et hav af blod og gråzoner.
Sæson 3 begynder præcis der, hvor vi slap. Den sårede Aegon II Targaryen (Tom Glynn-Carney) er på flugt med den haltende, beregnende Larys Strong (Matthew Needham), mens den enøjede og nådesløse Aemond (Ewan Mitchell) har taget kontrollen over King's Landing, ridende på Vhagar – den største og farligste drage i live. På den anden side har Rhaenyra Targaryen (Emma D'Arcy) sikret sig nye drageryttere og har for første gang et reelt overtal i det, der efterhånden ligner et kapløb om, hvem der kan stille flest drakevinger i krig. Krigen er total.
Alt leder mod det afgørende søslag i strædet mellem King's Landing og drageborgen Dragonstone. Lord Corlys Velaryon (Steve Toussaint), kendt som "The Sea Snake", leder en massiv flåde i tjeneste for Rhaenyra. Mod sig har han Triarchy-flåden – en lejet alliance af krigslystne bystater, sat til at forsvare King's Landing – med den uberegnelige admiral Sharako Lohar (Abigail Thorn) i spidsen, lige så meget drevet af personlig ære som af militær strategi. Resultatet er et af de mest omfattende søslag nogensinde set på skærm – og en åbningsepisode, der føles som et kraftigt svar til alle, der gik en smule skuffede hjem efter sæson 2.
"House of the Dragon" er båret oppe af et massivt ensemble, og denne sæson leverer nogle af seriens stærkeste skuespilpræstationer. Emma D'Arcy er, som altid, seriens tyngdepunkt – en dronning, hvis beslutninger bærer vægten af en hel verden. Matt Smith giver Daemon Targaryen en næsten farlig karisma, og hans scener med dragen Caraxes føles mere troværdige og nærværende end nogensinde tidligere i serien. Steve Toussaint er myndig og vemodig som Lord Corlys. Men overraskelsen denne sæson er Tom Glynn-Carney som den brandskadede og flygtende Aegon II – en karakter, vi tidligere har kendt som arrogant og magtbegærlig, men som nu, frataget alt, viser en menneskelig sårbarhed, der er både uventet og dybt gribende.
Visuelt er serien på sit hidtil højeste niveau. Fra den ikoniske åbningssekvens med Ramin Djawadis musik til enorme landskaber, drager sat mod vidtstrakte horisonter og helt ned til de mindste detaljer i kostumer og rustninger. Dragerne føles mere til stede end nogensinde, med en tyngde og troværdighed, der er svær at opnå med digitalt skabte væsener.
"House of the Dragon" er på mange måder det, "Game of Thrones" burde have været. Showrunner Ryan Condal ved, hvor han vil hen med serien – og det giver noget, enhver god historie bør have fra begyndelsen: en start og en slutning. Her er ingen Joffreys med tegneserieagtig ondskab. Ingen åbenlyse helte. Bare mennesker, der korrumperes af magten – præcis som Lord Acton engang bemærkede. «House of the Dragon» tager os med til Westeros i al sin brutale pragt. Og ja, den flyver – bogstaveligt talt – langt højere end "Game of Thrones" nogensinde gjorde.
"House of the Dragon" sæson 3 har premiere den 21. juni på HBO Max.
