18-06-2026 00:01

Pixar, Toy story 5, Toy story

Jarl Mengers Andersen

Anmeldelse:

Toy Story 5

"Toy Story 5" genfinder seriens hjerte i en rørende fortælling om venskab, ensomhed og en barndom præget af skærme.

Igennem mere end 30 år har fortællingerne om Buzz, Woody og alle de andre været en fast del af manges barndom. Os, der var børn, da den første "Toy Story" gik i biografen, er sidenhen blevet voksne, og mange af os har fået vores egne børn. Det er lidt af en bedrift for en animationsfilm, at den kan tale til børn (og voksne) på tværs af generationer. Tricket er, at "Toy Story"-filmene aldrig taler ned til deres publikum, men i stedet spiller på følelser, der er eviggyldige og samtidig pokkers svære at ramme præcist – en evne, Pixar mestrer til fulde. Venskab, forandring og det at blive ældre har altid været seriens store styrke. Følelserne har siddet uden på tøjet, og med få undtagelser har det virket.

Indrømmet: Undertegnede havde faktisk glemt, at der overhovedet fandtes en "Toy Story 4", og at denne nye film derfor er den femte i rækken og ikke den fjerde. Det er måske også det evige problem med moderne franchises. De bliver ved med at komme, længe efter man troede, historien var slut. "Toy Story 3" virkede på mange måder som en endegyldig afrunding, og derfor stod den fjerde film underligt malplaceret. Men lad nu det ligge, for nu handler det om "Toy Story 5". En film, der utroligt nok ikke føles som et kynisk samlebåndsprodukt. Der er stadig masser af hjerte og sjæl i de gamle plastikfigurer, selvom det femte kapitel ikke helt når op i samme liga som de bedste i serien.

Mens Woody ikke længere er hos Bolette, er Jessie, Buzz og de andre stadig en del af pigens legetøjsarsenal. Alt er dog ikke fryd og gammen. Bolette er ensom og har svært ved at få venner. Da Jessie forsøger at finde ud af, hvorfor andre børn ikke vil lege med Bolette, gør hun en skræmmende opdagelse: børn leger ikke mere. Skærme og teknologi har overtaget børneværelserne, og legetøjet er blevet forvist til garager og haver, mens børnene stirrer ind i tablets og laptops. Værre bliver det, da Bolettes forældre køber en børnevenlig skærm i håb om at hjælpe hendes sociale liv. Nu står legetøjet over for en trussel, der føles mere endegyldig end bare "nyt" legetøj.

Der er ingen tvivl om, at "Toy Story 5" vil fungere som en kritik af den digitaliserede barndom og den måde, skærme langsomt har ændret den på. Det er en relevant pointe, men også en, vi har hørt i over et årti. Derfor er det faktisk forfriskende, at filmen forsøger at nuancere billedet. Ja, der er grund til at være kritisk over for tech og sociale medier, men filmen nægter at gøre teknologien til entydig fjende. Den insisterer i stedet på en mere balanceret tilgang. Filmskaberne har klogt nok gjort Jessie til filmens centrale figur. Buzz og Woody er stadig med, men mere som bifigurer, der driver historien frem. Det fungerer overraskende godt, ikke mindst fordi Woodys historie i forvejen føles fortalt. Jessies rejse spejler den oprindelige "Toy Story", hvor frygten for at blive glemt nu er flyttet fra Woody til hende. Og i stedet for et nyt stykke legetøj er det denne gang en grøn tablet, der har taget pladsen som Buzz' moderne modstykke.

"Toy Story 5" er stadig i stand til at trykke på de rigtige knapper, og det er svært for denne 40-årige kyniker ikke at blive revet en smule med i Jessies forsøg på at finde en ven til Bolette. Det i sig selv er en styrke, og Pixar spiller stadig med musklerne. Hvor de tidligere film især handlede om at blive ældre og vokse ud af barndommen, handler denne i højere grad om venskab, ensomhed og følelsen af at være forkert. Det er tydeligt, at Disney har set den såkaldte "trivselskrise" blandt børn og unge og gerne vil sige noget om den. Det er måske nemme point, men det virker.

Det er bemærkelsesværdigt, at en femte film om en bunke legetøjsfigurer kan føles så frisk. På trods af den ret forglemmelige "Toy Story 4" virker dette kapitel langt fra træt eller på autopilot. Måske fordi følelserne stadig er eviggyldige, uanset om man er 10 eller 40 år gammel. Og selvom verden udenfor har ændret sig siden den første "Toy Story", er det stadig imponerende, at en bunke digitale plastikfigurer kan formidle så store følelser.

"Toy Story 5" har dansk biografpremiere den 18. juni.

Kommentarer

  • Synes du er lidt hård ved Toy Story 4 :) - men er dog enig i, at den ikke som sådan var nødvendig.

    Klimakset i Toy Story 3 er ganske enkelt en af de bedste scener i nogen animation overhovedet.

    5'eren lyder dog som en biograftur med sønnike :)

    1
  • Hak en karakter af, og så er det mere korrekt. 

    Med det sagt så burde de nok have stoppet med Toy Story 3.

    
    0