Der er vel ingen grund til at gå i dybere detaljer med kulturfænomenet "Jackass". Gennem mere end tre årtier har en gruppe drenge – nu mænd – og enkelte kvinder formået at gøre dumhed til en karrierevej. Det var en milepæl i kulturlandskabet tilbage i de tidlige 00'ere og var med til at lægge grobunden for en helt ny tilgang til underholdning. Som teenager i den tid var de nemme at spejle sig i og se op til, og måske netop derfor var der mindst lige så mange, der afskyede "Jackass", som elskede det. D'herrerne er nu godt oppe i 50'erne, og selvom hjernen måske stadig er 21, kan kroppen ikke helt følge med.
Derfor er "Jackass: Best and Last" den endelige afsked med en flok evige teenagere, der på godt og ondt satte deres aftryk på populærkulturen. Der er intet nyt under solen, så hvis du, kære læser, allerede tænker, at "Jackass" er noget værre bras, så lad blot være med at læse videre. "Jackass: Best and Last" kommer næppe til at vinde nogle kritikere over. Til gengæld leverer den en solid afskedssalut, der lige så meget er en tidslomme som en kærlighedserklæring til dem selv og deres fans. Filmen afviger fra de tidligere "Jackass"-film ved ikke blot at være en samling nye optagelser. I stedet er den et retrospektivt blik på hele perioden med gamle klassikere, hidtil usete optagelser fra den spæde start og nostalgiske tilbageblik fra flere af de oprindelige medlemmer. Derfor er filmen også centreret omkring den gamle garde. Det nye hold, der blev introduceret i "Jackass Forever" fra 2022, er atter med og leverer skam også – især Poopies og Zach Holmes – men det er Knoxville, Steve-O, Ehren, Wee Man, Preston og Pontius, der er drivkraften. Sammen med arkivklip af Bam Margera og Ryan Dunn styrer de løjerne, og løjer er der nok af.
Der er scener med afføring, der næsten fremkalder brækrefleksen, mens arkivoptagelserne af Ryan Dunn fra de glade dage – før han tragisk mistede livet i 2011 – rammer lige i tårekanalen. Så man griner lidt, græder lidt og brækker sig lidt. Der er lige dele lort og legemsbeskadigelse, og det er forrygende at se krydsklip mellem de unge og ældre versioner af castet. Johnny Knoxville går fra hvalpefedtet 20-årig med kulsort hår til lettere rynket silver fox, mens "Danger" Ehren McGhehey i de tidlige år er ung og dum, men i de senere år tydeligvis lider af en mild form for PTSD efter alt, hvad han har været udsat for gennem årene. Steve-O er Steve-O, og selvom der er kommet flere rynker til, er han stadig en evindelig teenager med tæskegrimme tatoveringer.
Der skal selvfølgelig ikke spoiles nogle af dumhederne her, men for dem, der er fans af franchisen, vil det uden tvivl være et glædeligt gensyn langt hen ad vejen. Selvom nogle af de nye scener selvfølgelig er stort opsatte og vanvittige, er det stadig de tidligere klip, der vækker størst glæde. Måske er det nostalgi, måske er det længslen efter en tid, der for længst er forbi, men der er ingen tvivl om, at filmen vil vække følelser hos dem, der har været med hele vejen. Om den kan vinde nye fans, er nok mere tvivlsomt, men det er nok heller ikke filmens formål.
"Jackass: Best and Last" er mødet med erkendelsen af, at man bliver ældre. At ungdommen ikke varer evigt, men at der stadig er plads til ungdommelig dumhed, selvom kroppen værker lidt, og knæet er begyndt at gøre ondt. Det er en påmindelse om at leve livet fuldt ud og ikke glemme de ting, der vækker glæde, uanset hvor fjollede de end måtte fremstå. Dog gør det lidt ondt at se scenerne med Bam Margera, når man ved, hvor store konflikter der har været mellem ham og resten af holdet gennem de seneste år. Hvis bare de dog for alvor havde formået at begrave stridsøksen endeligt til denne finale, havde det været stort.
"Jackass: Best and Last" er en fremragende, ekstremt underholdende og superulækker afsked. En hyldest til en tid, der med nutidens øjne virker uendeligt uskyldig. En tid før underlige tosser gjorde deres indtog på nettet for at sprede hadefuldt nonsens til yngre seere, og hvor tidens mest problematiske forbilleder blot var en flok evige teenagere, der kastede sig ned ad trapper i indkøbsvogne og slog hinanden i skridtet for vores fornøjelses skyld. Johnny Knoxville græder en smule. Jeg græder en smule. I guder, hvor er det smukt i al sin ækelhed. Jackass længe leve og hvil i fred!
"Jackass: Best and Last" har dansk biografpremiere den 25. juni.
