17-06-2026 22:30

marvel, superhelte, MCU, Tom Holland, Spider-Man, Spider-Man: Brand New Day, Mark Ruffalo

Johan Albrechtsen

Trailer:

Spider-Man og Hulk tørner sammen i ny trailer til "Spider-Man: Brand New Day"

Om en måneds tid vender Tom Holland tilbage som Peter Parker – og et par andre kendte ansigter gør også Marvel-comeback.

Det er fem år siden, at Tom Hollands Spider-Man troppede op i "Spider-Man: No Way Home", der blev et gigantisk megahit (1,9 mia. dollars i indtjening), og som sluttede af med en cliffhanger af rang: Hele universet har glemt, hvem Peter Parker og Spider-Man er.

Undtagen superhelten selv, naturligvis. Og som den spritnye trailer til "Spider-Man: Brand New Day" understreger, så er det selvsagt svært for Parker at affinde sig med, at både hans venner, tidligere kæreste og forhenævrende Avengers-kollegaer ikke længere aner, hvem han er.

Og samtidigt får han ikke lov til at dvæle ved sin uønskede anonymitet, før en usynlig og gådefuld fjende folder sig ud i New York og målrettet går efter flere af Spider-Mans nærmeste.

Ud over Holland vender Zendaya naturligvis tilbage som MJ, mens Jon Bernthal gentager rollen som The Punisher, som Bernthal har spillet i flere MCU-serier. Mark Ruffalo tropper også op som Bruce Banner og videnskabsmandens enorme, grønne alter ego, Hulk, og den nye trailer lægger op til et eksplosivt opgør mellem superheltene.

Manuskriptforfatterne bag seriens forrige kapitler, Chris McKenna og Erik Sommers, har også skrevet drejebogen denne gang, og i instruktørstolen finder vi Destin Daniel Cretton, som tidligere har lavet MCU-hittet "Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings".

"Spider-Man: Brand New Day" svinger ind i de danske biografsale den 29. juli. Se den omtalte, nye trailer her:

Kommentarer

  • 2:04 Spider-Man trykkede L3 + R3

    
    1