For godt tre år siden delte vi her på Moovy nyheden om, at et remake af kultfilmen "The Room" var på vej – endda med Emmy-vinderen Bob Odenkirk i hovedrollen og flere andre bemærkelsesværdige navne både foran og bag kameraet.
Vi var nødt til at understrege, at der ikke var tale om en aprilsnar, for "The Room" er trods alt kendt for at være en af de værste film nogensinde – som vel at mærke netop derfor er blevet en global kultfilm, der trækker fulde huse i talløse lande (inklusive Danmark), hvor folk griner af det rærlige skuespil, de tåkrummende replikker og det absurde plot.
Men genindspilningen er altså en realitet, fordi Odenkirk og Co. er store fans af "The Room" og har tænkt, at det kunne være sjovt at prøve at lave et remake med mere seriøst skuespil. Genindspilningen er vel at mærke blevet skudt på blot én dag og foran green screens, så man bagefter kunne indsætte originalfilmens kulisser.
Desuden er remaket skabt for at generere omtale og indtægt for velgørenhedsorganisationen Acting For a Cause, som drives af skuespillere.
Ud over Odenkirk medvirker bl.a. den oprindelige "The Room"-stjerne Greg Sestero, som spiller den famøse pusher Chris R., mens også Kate Siegel ("Midnight Mass"), Arturo Castro ("Tron: Ares") og sågar filminstruktøren Mike Flanagan ("Doctor Sleep", "The Life of Chuck") slår gækken løs foran kameraet.
Remaket – som bærer titlen "The Room Returns" – vises til et særarrangement i Hollywood den 26. juni, og så håber vi naturligvis, at det bliver vist herhjemme eller tilgængeligt online kort tid derefter.
Se traileren her:
Bagefter kan I passende dykkede ned i originalfilmens skabelse i Moovy TV's indslag fra 2016, der bl.a. byder på et eksklusivt interview med førnævnte Sestero:


