Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er Supergirl.
Sidste år fik vi den første film i James Gunns nye DCEU. David Corenswet var et fund som Superman, og filmen blev en pæn succes. Nu er turen kommet til det kvindelige modstykke. "Supergirl" kunne have været et underholdende og morsomt science fiction-eventyr, men der er ikke lagt samme kærlighed i historien. Resultatet er en rodet film, der aldrig for alvor fungerer.
Kara Zor-El, Supermans kusine, fejrer sin 23-års fødselsdag. Hun leder efter sin plads i tilværelsen, men vil egentlig helst bare feste med sin hund, Krypto. Da den unge Ruthye beder om hjælp til at hævne sin families død på den onde Krem, bliver Kara modvilligt trukket ind i konflikten. Sammen med Ruthye begiver hun sig ud på et eventyr, hvor de blandt andet får hjælp af bikeren Lobo.
Supergirl blev introduceret i tegneserierne i 1959. Den første film om karakteren kom i 1984 med Helen Slater i hovedrollen, men blev et flop. En tv-serie fulgte i 2015 og opnåede en vis succes, uden at karakteren for alvor slog igennem hos det brede publikum. Med James Gunn som arkitekten bag DC's nye filmunivers er tiden nu kommet til endnu et forsøg. Desværre sker det med en film, der føles både generisk og uhyre konventionel.
Vi befinder os i et science fiction-univers, men filmholdet virker nærmest fast besluttet på at låne fra alle andre. Der er stort set intet i filmen, der føles originalt. Både væsener, design og stemning virker hentet fra blandt andet "Star Wars" og "Guardians of the Galaxy". Selv ikke vores egen Clara Rosager får meget at arbejde med i en rolle, der mest af alt minder om en blanding af Gamora og Nebula fra MCU. Filmens mange needle drops virker også som et forsøg på at ramme samme tone som "Guardians of the Galaxy", men uden samme charme eller overskud.
Filmen er desuden horribelt klippet. Når actionsekvenserne går i gang, er det ofte svært at se, hvad der foregår. Man får næsten lyst til at se Paul Greengrass' håndholdte "Bourne"-film i stedet – der kunne man trods alt følge med. Selv dialogscenerne klippes med en rastløshed, der ikke klæder materialet. Instruktør Craig Gillespie har tidligere vist flair for stærke kvindeportrætter i film som "I, Tonya" og "Cruella", men her virker hans instruktion overraskende anonym.
Milly Alcock er hæderlig i hovedrollen. Hun udstråler styrke, men filmen insisterer samtidig på den velkendte fortælling om den hårde helt med et sårbart indre. Hun kæmper for at fastholde vores interesse, men når aldrig op på siden af Corenswets Superman. Filmens store lyspunkt er Jason Momoa som Lobo. Han er med alt for lidt, men hver gang han dukker op, stiger energiniveauet mærkbart. Matthias Schoenaerts er til gengæld både forglemmelig og kedelig som Krem. Figuren er ond, fordi manuskriptet fortæller os, at han er det, og ikke fordi karakteren får noget interessant at arbejde med.
Sammenlignet med James Gunns "Superman" mangler "Supergirl" både karisma og charme. Filmen kører på autopilot, effekterne gør ikke noget særligt indtryk, og skurkene efterlader intet varigt aftryk. Alcock er udmærket, og Momoa tilfører tiltrængt energi, men det er ikke nok. "Supergirl" er en omgang rod, der skulle have tilbragt længere tid på klippebordet – og måske være blevet der.
"Supergirl" har dansk biografpremiere den 25. juni.
