Det er næppe for tidligt at erklære, at 2026 har været horror-genrens filmår. "Obsession" og "Backrooms" er blevet kritikerroste megahits, som stadig sælger mange billetter over hele kloden, og film som "Scream 7", "Iron Lung", "28 Years Later: The Bone Temple", "Hokum" og "Send Help" har også enten vundet kritikernes gunst og/eller solgt talrige biografbilletter.
Også "Lee Cronin's The Mummy" klarede sig godt tidligere i år ved billetlugerne. Hollywoods seneste gyser om mumificerede monstre har indtjent godt 90 mio. dollars på verdensplan – altså lidt over fire gange mere end filmen kostede at producere (cirka 20 mio. dollars).
Og snart kan horror-hittet ses (og høres) i hjemmebiografen, for HBO Max har annonceret, at "Lee Cronin's The Mummy" lander på streamingtjenesten den 3. juli – det gælder også herhjemme.
Den nye "The Mummy" handler om pigen Katie, der en dag forsvinder i den egyptiske ørken. Otte år senere vender hun pludselig tilbage, men noget er galt med hende... og det, der skulle have været en skøn reunion med hendes lettede familie, udvikler sig til et levende mareridt.
Den irske instruktør Lee Cronin har i mange år samarbejdet med den danske lyddesigner Peter Albrechtsen – bl.a. på et andet gyserhit, "Evil Dead Rise" fra 2023. Vi interviewede både Cronin og Albrechtsen om "The Mummy" tidligere i år:






