29-06-2026 07:00

Kilde: www.cbr.com

streaming, Sony, VOD, fysiske medier, digital

Johan Albrechtsen

Nyhed:

Over 500 film slettes snart fra Sonys digitale filmbibliotek – og hos dem, der har købt filmene

Endnu et godt argument for at købe film på disk...

Mange filmentusiaster har for længst skilt sig af med deres fysiske filmbiblioteker siden streamingtjenesternes indtog for cirka 20 år siden.

Langt de fleste forbrugere foretrækker at kunne tilgå film nemt og hurtigt via fx Netflix, Prime Video, SkyShowtime, Disney+ og HBO Max frem for at investere i film på disk til hjemmebiblioteket, og derfor er salget af dvd'er og Blu-rays dykket markant de seneste år, mens det 10 år gamle 4K UHD-format nærmest har været et nicheprodukt målrettet feinschmeckere helt fra start af.

De nørder, der stadig finder plads på hylderne til disks, peger dog på ting som overlegen billed- og lydkvalitet, mere ekstramateriale og nemhed som faktorer, når de bliver spurgt ind til, hvorfor de stadig samler på film – nemhed i den forstand, at film ofte forsvinder fra én eller sågar alle streamingtjenester i perioder, hvor den pågældende film naturligvis ikke pludselig forsvinder fra ens fysiske samling og derfor stadig nemt kan genses.

Apple sagsøgt – er Sony den næste i rækken?

Men endnu en faktor er blevet et stort samtaleemne de seneste år: film, som forbrugere faktisk har købt online, der pludselig bliver utilgængelige efter handlen.

For en håndfuld år siden blev Apple sagsøgt af en række forbrugere, som havde købt digitale kopier af udvalgte film via Apple-programmet iTunes (endda ved at trykke på en tydelig KØB-knap ved siden af en lige så tydelig LEJ-knap) og således troede, at de derved fik permanent digital adgang til filmtitlerne via Apples software.

Men en dag forsvandt flere af filmene pludselig fra brugernes enheder og kunne ikke længere tilgås – fordi licensaftaler mellem Apple og de pågældende films distributører var ophørt.

Apple forsøgte forgæves at få sagen droppet, før den endte i retten. Byretsdommeren John Mendez mente simpelthen ikke, at Apple retfærdigvis kunne trække noget tilbage, som forbrugeren påviseligt havde købt. "Begrebet 'køb' betyder normalvis, at man får ejerskab over noget," argumenterede Mendez.

Det har dog ikke været muligt for os at finde ud af, hvordan retssagen endte – hvis den altså ikke stadig er i gang...

Men måske skal Sony også snart igennem den samme mølle, for flere amerikanske medier – herunder CBR – rapporterer, at i alt 551 filmtitler snart forsvinder permanent fra Sonys digitale filmbibliotek.

Farvel til "Dommedag nu", "Terminator 2", "Highlander", "Total Recall", "Pans labyrint"...

Det vil sige, at forbrugere, der har købt én af 551 særlige film via fx Sonys PlayStation-konsol, mister adgang til de titler, de ellers har "købt" online. Det skyldes, at en licensaftale mellem Sony og filmselskabet Studio Canal udløber den 1. september.

En komplet liste over de 551 Studio Canal-titler, som forsvinder fra Sonys enheder og biblioteker, kan nærstuderes hos førnævnte CBR.

Desuden bliver det slået fast, at de forbrugere, som har købt filmene, hverken tilbydes en tilbagebetaling eller nogen anden form for godtgørelse.

Filmmagere som Christopher Nolan og Guillermo del Toro har tidligere advaret forbrugerne om kun at se film via streaming – og opfordret folk til at købe deres film på disk, så de netop ikke pludselig bliver umulige at se.

Og mens flere streamingtjenester vinder frem, og film konstant skifter digitale hænder (eller indimellem decideret forsvinder), så bliver det lettere og lettere at forsvare at bruge ens kostbare disponible indkomst på fysiske medier...

Kommentarer

  • Jeg har kun 2 digitale film "købt" på en udenlandsk tjeneste. "Køb" er i den forbindelse kun adgang til filmene, så længe tjenesterne giver adgang til dem.

    Mit seneste køb er gennem SF anytime og fremadrettet vil det udelukkende være gennem Danske/EU tjenester, hvor man trods alt er garanteret en form for beskyttelse.

    Tidligere tænkte jeg heller ikke over at "køb" af e-bøger/lydbøger gennem amazon heller ikke er køb, samt at de er låst til deres eget økosystem. Nu køber jeg kun e-bøger hvor jeg er sikker på at kunne hente en .epub fil, så jeg selv kan bestemme hvilket program/e-bogslæser jeg vil åbne dem med. Nogle af dem er dog krypterede og skal låses op med Adobe, så jeg ved ikke om de kan fjerne understøttelsen af dem.

    2
  • Fysiske medier FTW! 

    Jeg bruger streaming lige så meget som alle andre. Men jeg køber ikke film eller musik digitalt. Den eneste undtagelse er spil, hvor jeg godt kan finde på købe dem digitalt, hvis der er et godt tilbud. Jeg vil aldrig købe et spil til fuld pris digitalt ... hvilket selvfølgelig stiller mig i et alvorligt dilemma, når GTA6 udkommer. 

    
    2
  • Jeg har heldigvis aldrig købt en film som ikke er fysisk. Men det giver da ingen mening at de bare kan trække et køb tilbage.

    
    2
  • Lige præcis derfor jeg stadig køber fysiske medier. Inden for de næste par år, påbegynder jeg at bygge min egen server og flytter alle mine fysiske film derover. Imens jeg køber et mindre lager af 4K Blu-ray afspiller, så jeg er uafhængig af streaming.

    Havde dog planer om at købe film via apple tv, når titler ikke længere udkommer på skive.Men kende ikke den historier om at film titler er forsvundet fra Apple før.

    2
  • Jeg har heldigvis aldrig købt en film som ikke er fysisk. Men det giver da ingen mening at de bare kan trække et køb tilbage.

    Du køber ikke filmen, du køber retten til at se filmen, når du har lyst.

    0
  • Nogle af dem er dog krypterede og skal låses op med Adobe, så jeg ved ikke om de kan fjerne understøttelsen af dem.

    Det kræver lidt nørderi, men du kan godt fjerne krypteringen permanent, og gemme en ny ukrypteret kopi. Det kan gøres med et værktøj kaldet Calibri

    
    1
  • Du køber ikke filmen, du køber retten til at se filmen, når du har lyst.

    Den ret er så ikke meget værd hvis den ikke varer ved.

    
    1
  • Den ret er så ikke meget værd hvis den ikke varer ved.

    Næh, men terms and Conditions, du ved :)

    Men det burde helt sikkert være tydeligere ved køb, at det kan trækkes tilbage

    0
  • Næh, men terms and Conditions, du ved :)

    Men det burde helt sikkert være tydeligere ved køb, at det kan trækkes tilbage

    Der burde klart stå “køb med forbehold” - for så ville salget skifte til udelukkende fysiske medier.

    Jeg kunne ønske mig at man i stedet kunne have dem som de “chips” man har et spil på i f.eks. Nintendo Switch.

    Så kunne man virkelig spare plads  :-)

    
    1
  • Det burde slet ikke hedde "køb," hvilket også har været et af hovedargumenterne i den amerikanske retssag. For når folk får at vide, at de "køber" noget, så forventer de meget naturligt, at de så også ejer det og kan bruge det, så længe de vil.

    Det burde i stedet hedde "langtidsleje," for det er jo det, det reelt er. Du ejer ikke en specifik kopi af filmen. Men du har ret til at se den, så længe den findes på tjenesten.

    
    5
  • Det burde slet ikke hedde "køb," hvilket også har været et af hovedargumenterne i den amerikanske retssag. For når folk får at vide, at de "køber" noget, så forventer de meget naturligt, at de så også ejer det og kan bruge det, så længe de vil.

    Det burde i stedet hedde "langtidsleje," for det er jo det, det reelt er. Du ejer ikke en specifik kopi af filmen. Men du har ret til at se den, så længe den findes på tjenesten.

    Og så burde det vel tydeligt fremgå hvor længe rettighederne er hos distributøren?

    
    1
  • Jeg er MEGET skuffet over, at en nyhed skrevet af Johan og med Terminator 2 som blikfang ikke var skrevet som "Brugere af Sonys filmbibliotek siger snart Hasta la Vista, Baby til over 550 købte film..."

    
    3
  • Jeg er MEGET skuffet over, at en nyhed skrevet af Johan og med Terminator 2 som blikfang ikke var skrevet som "Brugere af Sonys filmbibliotek siger snart Hasta la Vista, Baby til over 550 købte film..."

    Fuuuuuck!! Men meget tyder på, at den slags nedslående nyheder kommer til at dukke regelmæssigt op de kommende år, og så må jeg lige udtænke mere catchy punchlines dertil – indtil det alt sammen bliver FOR hjerteskærende til at grine af! (såsom dagens nyhed om, at spil til PS5 ikke udkommer fysisk efter 2028 :-'( )

    
    3
  • Fuuuuuck!! Men meget tyder på, at den slags nedslående nyheder kommer til at dukke regelmæssigt op de kommende år, og så må jeg lige udtænke mere catchy punchlines dertil – indtil det alt sammen bliver FOR hjerteskærende til at grine af! (såsom dagens nyhed om, at spil til PS5 ikke udkommer fysisk efter 2028 :-'( )

    eller PS6 blir godt nok spændende hvad den prissættes til uanset, nu efter Valve kom med deres Steam machine pris. På lidt over 1000 dollars.

    
    1