"Don't Stop 'Til You Get Enough" sang Michael Jackson engang, og biografpublikummet kan simpelthen ikke få nok af "Michael" – den nylige biopic-blockbuster om kongen af pop.
På trods af generelt lunkne anmeldelser (inklusive blot 2 stjerner fra Moovys anmelder) så har det kontroversielle musikdrama solgt talløse biografbilletter over hele verden, og det bliver den bare ved med.
For få uger siden overhalede "Michael" Queen-filmen "Bohemian Rhapsody" (911 mio. dollars) på den finansielle front og nappede således titlen som den største musik-biopic nogensinde.
Men i skrivende stund er "Michael" kommet op på en global indtjening på 977 mio. dollars, og derved har den overhalet Christopher Nolans Oscar-belønnede "Oppenheimer" på listen over filmhistoriens bedst indtjenende biopics.
Antoine Fuquas "Michael" skildrer Jacksons liv og virke fra barndommen og frem til udgivelsen af albummet "Bad" og den efterfølgende turné i 1988. Filmen slutter med ordene "His Story Continues", og med filmens indtjening in mente er det ekstremt sandsynligt, at Jaafar Jackson skal spille sin legendariske onkel i en fortsættelse.
Det bliver spændende at se, om 2'eren i så fald vil dykke ned i de talrige overgrebsanklager mod manden, som for alvor dukkede frem i 1990'erne. Hvorom alting er, er der gode chancer for, at den første "Michael"-film snart bliver den første biopic, som indtjener én milliard dollars ved billetlugerne.






