Som franchise er "Star Trek" både blevet lagt i graven og genopstået adskillige gange siden sin fødsel i 1966. Den oprindelige, banebrydende tv-serie blev aflivet uden den store fanfare efter tre sæsoner med skuffende seertal. Den første "Star Trek"-spillefilm skuffede så fælt ved billetlugerne i 1979, at "Star Trek" blev erklæret død. Igen. Og efter 18 års non-stop tv-produktion og fire spin-offs i rap blev "Star Trek" lagt i et 12 år langt tv-koma, da "Star Trek: Enterprise" blev skrottet i 2005 efter, ja, skuffende seertal. Men hver eneste gang har "Star Trek" formået at nytænke sig selv, genvinde publikums gunst og tilbageerobre en prominent plads i popkulturens rampelys.

Men når netop "Star Trek: Strange New Worlds" har leveret sin 5. og sidste sæson næste år, så får "Star Trek" tilsyneladende igen den sidste olie. Måske endda den allersidste olie? Det er for tidligt at sige, men som filmfranchise er "Star Trek" totalt stagneret, og for første gang i et årti er ingen nye "Star Trek"-tv-afsnit i produktion. Og det er trist, at "Star Trek: Strange New Worlds" slutter, mens den tydeligvis stadig har masser af kreativitet i tanken. Og det er trist, fordi vi således må tage afsked med seriens episodiske fortælleform, som har været utroligt forfriskende.
Med frygt for at lyde som en aldrende trekkie, så var noget af det skønneste ved "Star Trek" før årtusindskiftet, at serierne som regel gav os vidt forskelligartede historier uge efter uge. For i en tid før dvd'er og streaming muliggjorde endeløs binging, var det simpelthen et krav, at enhver tv-seer skulle kunne zappe ind på et tilfældigt afsnit og følge med. Derfor kunne man den ene uge opleve et karakterdrevet drama, før det næste afsnit serverede en rørstrømsk romance, et muntert lystspil eller måske endda en svingom med westerngenren. Yee-hah!

Netop det nu næsten uddøde episodiske tv-format er den narrative rygrad i "Star Trek: Strange New Worlds". Og det giver god mening, når nu den prisbelønnede spin-off fungerer som prequel til den oprindelige "Star Trek"-serie – rumskibet Enterprise er også hér i fokus, og yngre udgaver af de genkendelige Starfleet-helte Spock, Uhura og Scotty udforsker galaksen i det 23. århundrede sammen med den karismatiske kaptajn Christopher Pike, før James T. Kirk overtager kommandoen.
Hør bare, hvor vidunderligt uforudsigelig og varierende den dugfriske Sæson 4 er: Vi lægger ud med en unik tidsrejse, der serverer brølende dinosaurusser og en decideret genial twist. Dernæst får vi henholdsvis et fandens skræmmende horror-afsnit, en "The Hangover"-inspireret fuldskabsfarce, en stemningsfuld detektivhistorie i sort-hvid, en hel episode fremført med hånddukker(!) skabt af Jim 'Muppets' Hensons legendariske selskab og slutteligt en katastrofethriller i stil med "Poseidon" og "Det tårnhøje helvede", hvor Enterprises mandskab kæmper desperat for at forhindre rumskibets forlis. Og det er vel at mærke bare de første seks afsnit, som er dem, vi har set.

Men selvom seriens historiefortællere er glade for at lege med forskellige genrer, så er det desværre ikke ensbetydende med, at de mestrer dem alle til fulde. Jovist, åbningsepisoden "Valles Marineris" er herlig, og gyserepisoden "The Griffin Incident" er en fantastisk intens og creepy mareridtsrejse ind i et futuristisk spøgelseshus. "Star Trek" har faktisk leveret en del habile horror-afsnit i årenes løb, og det her er måske franchisens bedste hidtil.
Men de efterfølgende afsnit er slet ikke af samme kaliber. "The Hangover"-hyldesten "Human Best Friend" er muntert, men også rodet og alt for langt. Sort-hvid-episoden "A Case of Chiaroscuro" mister hurtigt pusten og famler efter en rød tråd, alt imens stilen i dén grad trumfer substansen. Det samme gør sig gældende i det længe ventede dukkeafsnit "Level-Five Transporter Accident", som ikke formår at komme op i gear og (endnu værre) aldrig rigtig bliver sjovt. Afsnittene får simpelthen for lidt ud af deres på papiret interessante præmisser. "Off-Hour" får dog sæsonen tilbage på ret kurs med masser af nervepirrende øjeblikke og drejninger.

Seriens forrige sæsoner havde også nogle vildt opfindsomme, alternative formeksperimenter i stil med dukkeafsnittet – såsom den fabelagtige musicalepisode "Subspace Rhapsody" og det nyklassiske komediedrama "Those Old Scientists" (begge fra sæson 2), der finurligt og elegant byggede bro mellem animation og live-action. Men i de afsnit var synergien mellem kreativ galskab og reelt rørende og humoristisk karaktersamspil praktisk talt perfekt. Sådan er det desværre sjældent her i sæson 4, hvor manuskriptforfatterne – akkurat som i den undervældende sæson 3 – fokuserer for meget på at udtænke nye koncepter og genreskift, mens det ellers stærke persongalleri og den gode fortælling negligeres lidt.
Visuelt er "Star Trek: Strange New Worlds" stadig en af sendefladens flotteste takket være gennemgående fantastisk kameraarbejde, mageløse kulisser og enormt imponerende visuelle effekter, som bl.a. er blevet skruet sammen af de danske CGI-virtuoser hos Ghost VFX.

Og castet er stadig fandens veloplagt og drønhamrende charmerende. Ethan Peck er fortsat det store højdepunkt foran kameraet i rollen som den unge Spock, der brydes med gnidningerne mellem sine menneskelige drifter og sin vulcanske snusfornuft. Netop dén spændende, indre konflikt måtte gerne have fået mere tid og plads, især fordi Peck skildrer dén kamp så dragende – præcis ligesom Leonard Nimoy gjorde det i årtier. Og hver gang Peck folder sig ud, bliver man mindet om, hvor god "Star Trek: Strange New Worlds" kunne have været, hvis den havde brugt lidt flere kræfter på at dyrke de karakterer, der snart kan fejre deres 60-års fødselsdag.
Anmeldelsen er baseret på 6 ud af 10 afsnit. Serien kan ses på SkyShowtime, hvor et nyt afsnit udkommer hver uge fra og med den 24. juli.









