27-07-2026 00:00

spock, SkyShowtime, Star Trek, sci-fi, Star Trek: Strange New Worlds, Anson Mount, Ethan Peck

Johan Albrechtsen

Anmeldelse:

Star Trek: Strange New Worlds - Sæson 4 (SkyShowtime)

"Star Trek"-seriens næstsidste sæson er ujævn, men også en vidunderligt opfindsom optakt til seriens (og franchisens?) svanesang.

Som franchise er "Star Trek" både blevet lagt i graven og genopstået adskillige gange siden sin fødsel i 1966. Den oprindelige, banebrydende tv-serie blev aflivet uden den store fanfare efter tre sæsoner med skuffende seertal. Den første "Star Trek"-spillefilm skuffede så fælt ved billetlugerne i 1979, at "Star Trek" blev erklæret død. Igen. Og efter 18 års non-stop tv-produktion og fire spin-offs i rap blev "Star Trek" lagt i et 12 år langt tv-koma, da "Star Trek: Enterprise" blev skrottet i 2005 efter, ja, skuffende seertal. Men hver eneste gang har "Star Trek" formået at nytænke sig selv, genvinde publikums gunst og tilbageerobre en prominent plads i popkulturens rampelys.

Men når netop "Star Trek: Strange New Worlds" har leveret sin 5. og sidste sæson næste år, så får "Star Trek" tilsyneladende igen den sidste olie. Måske endda den allersidste olie? Det er for tidligt at sige, men som filmfranchise er "Star Trek" totalt stagneret, og for første gang i et årti er ingen nye "Star Trek"-tv-afsnit i produktion. Og det er trist, at "Star Trek: Strange New Worlds" slutter, mens den tydeligvis stadig har masser af kreativitet i tanken. Og det er trist, fordi vi således må tage afsked med seriens episodiske fortælleform, som har været utroligt forfriskende.

Med frygt for at lyde som en aldrende trekkie, så var noget af det skønneste ved "Star Trek" før årtusindskiftet, at serierne som regel gav os vidt forskelligartede historier uge efter uge. For i en tid før dvd'er og streaming muliggjorde endeløs binging, var det simpelthen et krav, at enhver tv-seer skulle kunne zappe ind på et tilfældigt afsnit og følge med. Derfor kunne man den ene uge opleve et karakterdrevet drama, før det næste afsnit serverede en rørstrømsk romance, et muntert lystspil eller måske endda en svingom med westerngenren. Yee-hah!

Netop det nu næsten uddøde episodiske tv-format er den narrative rygrad i "Star Trek: Strange New Worlds". Og det giver god mening, når nu den prisbelønnede spin-off fungerer som prequel til den oprindelige "Star Trek"-serie – rumskibet Enterprise er også hér i fokus, og yngre udgaver af de genkendelige Starfleet-helte Spock, Uhura og Scotty udforsker galaksen i det 23. århundrede sammen med den karismatiske kaptajn Christopher Pike, før James T. Kirk overtager kommandoen.

Hør bare, hvor vidunderligt uforudsigelig og varierende den dugfriske Sæson 4 er: Vi lægger ud med en unik tidsrejse, der serverer brølende dinosaurusser og en decideret genial twist. Dernæst får vi henholdsvis et fandens skræmmende horror-afsnit, en "The Hangover"-inspireret fuldskabsfarce, en stemningsfuld detektivhistorie i sort-hvid, en hel episode fremført med hånddukker(!) skabt af Jim 'Muppets' Hensons legendariske selskab og slutteligt en katastrofethriller i stil med "Poseidon" og "Det tårnhøje helvede", hvor Enterprises mandskab kæmper desperat for at forhindre rumskibets forlis. Og det er vel at mærke bare de første seks afsnit, som er dem, vi har set.

Men selvom seriens historiefortællere er glade for at lege med forskellige genrer, så er det desværre ikke ensbetydende med, at de mestrer dem alle til fulde. Jovist, åbningsepisoden "Valles Marineris" er herlig, og gyserepisoden "The Griffin Incident" er en fantastisk intens og creepy mareridtsrejse ind i et futuristisk spøgelseshus. "Star Trek" har faktisk leveret en del habile horror-afsnit i årenes løb, og det her er måske franchisens bedste hidtil.

Men de efterfølgende afsnit er slet ikke af samme kaliber. "The Hangover"-hyldesten "Human Best Friend" er muntert, men også rodet og alt for langt. Sort-hvid-episoden "A Case of Chiaroscuro" mister hurtigt pusten og famler efter en rød tråd, alt imens stilen i dén grad trumfer substansen. Det samme gør sig gældende i det længe ventede dukkeafsnit "Level-Five Transporter Accident", som ikke formår at komme op i gear og (endnu værre) aldrig rigtig bliver sjovt. Afsnittene får simpelthen for lidt ud af deres på papiret interessante præmisser. "Off-Hour" får dog sæsonen tilbage på ret kurs med masser af nervepirrende øjeblikke og drejninger.

Seriens forrige sæsoner havde også nogle vildt opfindsomme, alternative formeksperimenter i stil med dukkeafsnittet – såsom den fabelagtige musicalepisode "Subspace Rhapsody" og det nyklassiske komediedrama "Those Old Scientists" (begge fra sæson 2), der finurligt og elegant byggede bro mellem animation og live-action. Men i de afsnit var synergien mellem kreativ galskab og reelt rørende og humoristisk karaktersamspil praktisk talt perfekt. Sådan er det desværre sjældent her i sæson 4, hvor manuskriptforfatterne – akkurat som i den undervældende sæson 3 – fokuserer for meget på at udtænke nye koncepter og genreskift, mens det ellers stærke persongalleri og den gode fortælling negligeres lidt.

Visuelt er "Star Trek: Strange New Worlds" stadig en af sendefladens flotteste takket være gennemgående fantastisk kameraarbejde, mageløse kulisser og enormt imponerende visuelle effekter, som bl.a. er blevet skruet sammen af de danske CGI-virtuoser hos Ghost VFX.

Og castet er stadig fandens veloplagt og drønhamrende charmerende. Ethan Peck er fortsat det store højdepunkt foran kameraet i rollen som den unge Spock, der brydes med gnidningerne mellem sine menneskelige drifter og sin vulcanske snusfornuft. Netop dén spændende, indre konflikt måtte gerne have fået mere tid og plads, især fordi Peck skildrer dén kamp så dragende – præcis ligesom Leonard Nimoy gjorde det i årtier. Og hver gang Peck folder sig ud, bliver man mindet om, hvor god "Star Trek: Strange New Worlds" kunne have været, hvis den havde brugt lidt flere kræfter på at dyrke de karakterer, der snart kan fejre deres 60-års fødselsdag.

Anmeldelsen er baseret på 6 ud af 10 afsnit. Serien kan ses på SkyShowtime, hvor et nyt afsnit udkommer hver uge fra og med den 24. juli.

Kommentarer

  • Fedt 1. afsnit!!!!

    
    1
  • Det lyder lidt som om Far er skuffet?

    
    0
  • Lad os nu se SkyShowtime lader næppe en serie dø helt. Og er der ikke lagt op til at Kirk overtager roret.

    Det kunne sagtens give basis for mindst et par sæsoner med det meste af castet.

    Håber jeg.

    
    0
  • Det lyder til, at inovationen fortsat er tårnhøj men kvaliteten fortsætter med at sive.

    I min optik lukkede de Gorn -archen for hurtigt - der var vitterligt meget mere i den. Absolut en af de bedste villans arch vi har haft i nyere tid.

    0
  • Lad os nu se SkyShowtime lader næppe en serie dø helt. Og er der ikke lagt op til at Kirk overtager roret.

    SkyShowtime er blot en distributør uden for USA, så de har desværre ikke noget at skulle have sagt :-) Men nej, "Year One" – om Kirks tidlige eventyr – har ikke fået grønt lys, og det tydeligste tegn på, at den aldrig bliver til noget, er, at Paramount for længst har pillet ALLE kulisser fra "Strange New Worlds" (som jo har de kulisser, kostumer osv., som "Year One" ville skulle bruge) og "Starfleet Academy" fra hinanden og solgt dem og rekvisitter på adskillige online-auktioner.

    Og med et nyt regime på plads hos Paramount, der sikkert gerne vil starte på en frisk og lige skal føle sig frem, går der nok maaaaange år før en ny "Star Trek"-serie lander. Og med den griske, Trump-allierede Ellison-familie ved roret er jeg ærlig talt bange for, hvordan en ny "Trek"-serie vil se ud :-/ Også selvom David Ellison paradoksalt er en selverklæret trekkie...

    
    1
  • Det lyder lidt som om Far er skuffet?

    Tjo, en smule, for jeg havde håbet, at seriens niveau ville stige op til den snarlige afrunding, og samtidigt har manuskriptforfatterne og producerne netop i interviews påstået, at sæson 4 og 5 vil fokusere mere på solide rumeventyr og mindre på "gakkede afstikkere", og det har så vist sig ikke at være sandt. Men jeg havde egentlig forventet, at sæsonen ville ligge cirka på dette niveau på grund af de forrige sæsoner, så derfor er jeg vel egentlig ikke decideret skuffet. Også fordi der er mange ting at holde af i de nye afsnit.

    Jeg synes dog, at "Starfleet Academy" er klart overlegen p.t. – mere helstøbt og velskrevet – og jeg glæder mig virkelig til déns sæson 2.

    
    1
  • Paramount for længst har pillet ALLE kulisser fra "Strange New Worlds" (som jo har de kulisser, kostumer osv., som "Year One" ville skulle bruge)

    Der er vel ikke noget at komme efter der, den er død. Kender du noget til det bagvedliggende narrativ? Jeg tænker, at hvis stream minutterne eller hvad man nu måler som kommerciel aktiv i disse dage var tilstede havde vi fået Kirk serien?

    Med nuværende trendlinje kan jeg ikke umiddelbart sige, at 2 sæsoner mere med SNW ikke er meget passende som afslutning på serien. 

    0
  • Jeg synes dog, at "Starfleet Academy" er klart overlegen p.t. – mere helstøbt og velskrevet – og jeg glæder mig virkelig til déns sæson 2.

    Havde ikke lige set den kommentar. Kunne du ikke lave et dybere review om Academy. Jeg kan ikke helt se det store lys i den serie - ok, men bestemt ikke bedre end SNW.

    0
  • Der er vel ikke noget at komme efter der, den er død. Kender du noget til det bagvedliggende narrativ? Jeg tænker, at hvis stream minutterne eller hvad man nu måler som kommerciel aktiv i disse dage var tilstede havde vi fået Kirk serien?

    Som sagt spiller regimeskiftet hos Paramount helt klart en stor rolle. Når en ny CEO som David Ellison kommer ind – og i øvrigt åbenbart er "Star Trek"-fan (selvom hans værdier på ingen måde harmonerer med dem i "Star Trek" – men hey... Ted Cruz er også fan) – så vil han gerne sætte sit eget aftryk på et af selskabets suverænt største franchises.

    Og SNW har haft hæderlige seertal, men sæson 3 var klart et dyk i forhold til de to første, og Academy formåede ikke at gøre det store indtryk uden for fandommen, desværre. Jeg tror dog ikke, det nødvendigvis hænger sammen med seriens kvaliteter – PR på serien var decideret horribel i min optik.

    Havde ikke lige set den kommentar. Kunne du ikke lave et dybere review om Academy. Jeg kan ikke helt se det store lys i den serie - ok, men bestemt ikke bedre end SNW.

    https://www.moovy.dk/15183/Anmeldelser/Star-Trek-Starfleet-Academy-Saeson-1-SkyShowtime

    
    0
  • SkyShowtime er blot en distributør uden for USA, så de har desværre ikke noget at skulle have sagt :-) Men nej, "Year One" – om Kirks tidlige eventyr – har ikke fået grønt lys, og det tydeligste tegn på, at den aldrig bliver til noget, er, at Paramount for længst har pillet ALLE kulisser fra "Strange New Worlds" (som jo har de kulisser, kostumer osv., som "Year One" ville skulle bruge) og "Starfleet Academy" fra hinanden og solgt dem og rekvisitter på adskillige online-auktioner.

    Og med et nyt regime på plads hos Paramount, der sikkert gerne vil starte på en frisk og lige skal føle sig frem, går der nok maaaaange år før en ny "Star Trek"-serie lander. Og med den griske, Trump-allierede Ellison-familie ved roret er jeg ærlig talt bange for, hvordan en ny "Trek"-serie vil se ud :-/ Også selvom David Ellison paradoksalt er en selverklæret trekkie...

    Trist, trist.

    
    1
  • Og SNW har haft hæderlige seertal, men sæson 3 var klart et dyk i forhold til de to første,

    Jeg har min egen lille lommeteori om, at mange Trek serier er bagud på point inden de egentlig starter.

    Min tese går på, at produltiionen af diverse trek-serier er relativt dyr, mht høje omkostninger til cast, visuelle effekter og mange lokations. 

    Så selvom de har relative fine seertal så er de måske dyre målt på seertal ifht. omkostningen. 

    Udefra virker det til, at forventningen er Game Of Thrones agtige seertal og det tror jeg ikke ScFI serie kan trække.

    Men det bliver da spændende, at se hvad en trek fan som David Ellison kan ffrembringe (ironi anvendt :-)) 

    0
  • Damn, det var et uhyggeligt afsnit 2. 

    
    0
  • Damn, det var et uhyggeligt afsnit 2.

    Det var jo det, jeg sagde! :-) Kun "Genesis" fra sæson 7 af TNG kommer tæt på i forhold til creepiness i "Star Trek"-bagkataloget. Det har måske endda stadig mit yndlings-jumpscare nogensinde.

    
    0