04-07-2026 12:00

Kilde: variety.com

animation, disney, vaiana, moana, Dwayne Johnson, Vaiana 3, Moana 3

Johan Albrechtsen

Nyhed:

Dwayne Johnson: "Vaiana 3" er på vej

Disneys live-action-udgave af "Vaiana" er lige på trapperne – men der er også stadig liv i den oprindelige animationssaga.

I den kommende uge skyller Disneys live-action "Vaiana"-remake ind i biografsalene.

Ligesom den oprindelige animationsfilm fra 2016 handler genindspilningen om Vaiana – en ung og eventyrlysten prinsesse, som rejser væk fra sin hjemø i Stillehavet og slår sig sammen med halvguden Maui for at bryde en forbandelse, der dræber hendes folks afgrøder.

Men blot fordi Disney nu sender "Vaiana"-sagaen ind i live-action-domænet, betyder det ikke, at selskabet er færdig med at lave animerede eventyr om Vaiana, Maui og deres kulørte venner og fjender.

Og det giver nu også god mening, for den første "Vaiana" (som i sit hjemland går under navnet "Moana") indtjente 643 mio. dollars på verdensplan, mens "Vaiana 2" – på trods af relativt lunkne anmeldelser – hev mere end én milliard dollars hjem ved billetlugerne.

Og Dwayne Johnson, som spiller førnævnte Maui i både de to animationsfilm og det kommende remake, delte nyheden om den kommende "Vaiana 3" under en nylig PR-event:

"Ja, vi har talt om 'Vaiana 3'. Nu og her lader vi lige live-action-filmen udkomme, og så skriver Jared Bush og Dana Ledoux Miller manuskriptet til 'Vaiana 3'."

Vi ved endnu intet om plottet i "Vaiana 3" – eller om den gudsbenådede musiker Lin-Manuel Miranda ("Hamilton") vender tilbage for at skrive sangene, efter at han droppede dén tjans på "Vaiana 2" (hvilket resulterede i et markant svagere soundtrack).

Og vi ved heller ikke, om instruktørerne Ron Clements og John Musker, som lavede den første "Vaiana", også vender tilbage. Du kan se vores "Vaiana"-interview fra 2017 med dét makkerpar her:

Kommentarer

  • Miranda er exceptionel, så krydser fingre for han vil samarbejde med Disney igen her:)

    
    1