Problemerne med "Supergirl" begyndte angiveligt længe før biografpremieren.
Ifølge The Hollywood Reporter stod det allerede i efteråret 2025 klart for DC Studios, at filmen ikke fungerede optimalt. Derfor udviklede studiet sin egen version af filmen, som konkurrerede mod instruktør Craig Gillespies udgave ved interne testvisninger.
Studiet hentede desuden manuskriptforfatter Jeremy Slater ind til at hjælpe med nye scener og efterarbejde, mens blandt andet filmens klimaks og musik blev ændret.
Til sidst valgte DC Studios at sende sin egen version i biograferne.
Bekymringerne ser ud til at blive bekræftet
Efter en skuffende åbningsweekend er "Supergirl" nu faldet hele 74,1 % i sin anden weekend i Nordamerika – det næststørste fald nogensinde for en DC-film, kun overgået af "Joker: Folie à Deux".
Filmen har foreløbig omsat for 100,5 mio. dollars på verdensplan. Med et produktionsbudget på omkring 175 mio. dollars og et markedsføringsbudget på anslået 100 mio. dollars vurderes den at skulle omsætte for 450-500 mio. dollars globalt for at løbe rundt – et mål, der allerede ser overordentligt vanskeligt ud.
Om vi nogensinde får Craig Gillespies udgave at se i en Director's Cut, må tiden vise.






