Warner Bros. har netop delt en ny trailer til "Dune: Del 3" oven på den første teaser, som udkom tilbage i marts.
Pudsigt nok er filmen faktisk baseret på det andet bind i Frank Herberts bogserie: "Dune Messiah". Herberts første bog blev delt op i "Dune" og "Dune: Del 2".
Og fans af Herberts succesfulde sci-fi-romaner vil måske også finde det lidt pudsigt, at traileren proklamerer, at "Dune: Part Three" er afrundingen på en trilogi, når nu Herbert selv skrev hele seks "Dune"-bøger, før andre forfattere overtog bogserien efter Herberts død i 1986.
Hvorom alting er, så vender adskillige af stjernerne fra de to første "Dune"-film tilbage i 3'eren – herunder Chalamet, Zendaya, Javier Bardem, Rebecca Ferguson og Jason Momoa, mens Anya Taylor-Joy – som blot havde en bitte cameo i "Dune: Del 2" – nu får masser af spilletid i rollen som Paul Atreides' (Chalamet) søster, mens Robert Pattinson spiller den gådefulde og skurkagtige Scytale.
Filmen starter hele 17 år efter forgængeren. Paul er nu blevet universets kejser, efter at han besejrede både den tidligere regents hær og den blodtørstige Harkonnen-klan. Han kickstarter en hellig, galaktisk krig, men både dén og Pauls indre konflikt truer med at tage livet af ham.
"Dune: Part Three" lander i de danske biografsale den 18. december. Se den spritnye trailer her:






