16-07-2026 10:00

Kilde: variety.com

komedie, Ali G, Sacha Baron Cohen

Johan Albrechtsen

Nyhed:

Sacha Baron Cohen har lavet ny "Ali G"-film i smug

25 år efter "Ali G Indahouse" vender Cohen tilbage som endnu en af sine kulørte og karismatiske karakterer i en spritny spillefilm.

Tilbage i 2020 kom nyheden helt ud af det blå, da en ny "Borat" film med Sacha Baron Cohen blev annonceret.

Cohen havde nemlig gentaget rollen som Borat – en fiktiv og festlig, kazakhstansk journalist – i smug for derved at få så mange reelle reaktioner fra intetanende medvirkende (og tilfældigt forbipasserende) i kassen sammen med filmholdet.

"Borat Subsequent Moviefilm" udkom få uger senere, blev en kæmpe streamingsucces, fik flotte anmeldelser og nappede to Oscar-nomineringer.

Og nu har Cohen gjort det igen: spillet en af sine kendte tv-figurer fra fordums tid og indspillet alle scenerne til en film uden at have råbt højt om det på forhånd.

Denne gang er det den fandenivoldske, kække og bøvede tv-vært Ali G, som Cohen har genoplivet foran kameraet. Det bekræfter Variety.

Cohen gjorde Ali G til et gedigent tv-ikon omkring årtusindskiftet – en fræk og fornøjelig vært, der var herligt bramfri i sine talrige interviews med kendisser som David Beckham. Karakteren fik også sin egen film i 2002: "Ali G Indahouse", som dog ikke blev en nær så stor succes som komikerens andre spillefilm. Måske er det derfor, at Cohen og Ali G prøver lykken igen?

Den nye "Ali G"-film har hverken fået en titel eller en premieredato. Men hvis Cohen følger samme opskrift som på "Borat 2", så dukker Ali G sikkert op i biffen eller på en streamingtjeneste nær dig allerede senere i år.

Kommentarer

  • Er mere til Borat end Ali G, men Cohen er klart en af mine favorit komikere. Så ses skal den da nok, afhængig af hvor den kan opleves 

    
    0
  • Selvom jeg for det meste er fan af hans projekter, så tror jeg ikke rigtig på det her vil lykkes. Synes at Borat 2 kæmpede lidt, og synes det bedste ville være hvis han gav slip på de karakterer der fungerede bedst og hører til i 00erne.

    
    1
  • Selvom jeg for det meste er fan af hans projekter, så tror jeg ikke rigtig på det her vil lykkes. Synes at Borat 2 kæmpede lidt, og synes det bedste ville være hvis han gav slip på de karakterer der fungerede bedst og hører til i 00erne.

    Enig

    
    0