Der er vel ingen overdrivelse i at kalde Homers "Odysseen" for et af hovedværkerne i den vestlige litteraturhistorie. Et værk, som mange af os blev tæsket igennem i oldtidskundskab tilbage i gymnasiedagene.
Dengang virkede en mere end 2.000 år gammel fortælling om græske helte, guder og monstre – skrevet på vers – dog mest af alt som en uoverkommelig opgave for en hormonfyldt og rastløs teenager. Gab!
Men hvis historierne alligevel formår at slå rødder i en ikke-helt-udviklet teenagehjerne, skyldes det nok, at det ældgamle værk gemmer på noget langt mere genkendeligt end støvede tekster og antikke helte. Det er historier om krig og mord. Om kykloper og sirener. Om savn, hjemve og familie. Om eviggyldige temaer, der er lige så aktuelle i dag, som de var for årtusinder siden.
Og når en af vor tids mest anerkendte instruktører kaster sig over værket, bliver interessen naturligvis vakt på ny. Christopher Nolan tager i sin næste film fat i Homers klassiske epos, og derfor har vi samlet fem ting, du bør vide, inden du også begiver dig ud på din egen lille odyssé i biografmørket.
Artiklen fortsætter under billedet

1. Historien begynder først, da Trojakrigen er slut
Mange forbinder Odysseus med den trojanske hest og krigen mod Troja. Men Homers "Odysseen" begynder faktisk først, efter at krigen er afsluttet.
Historien følger Odysseus' forsøg på at vende hjem til sit kongerige Ithaka, men en rejse, der burde have taget kort tid, udvikler sig til et ti år langt mareridt. Undervejs må han kæmpe mod gudernes vrede, mytologiske væsner og en lang række prøvelser, der holder ham væk fra familien.
2. Det er meget mere end en fortælling om monstre
Kyklopen, sirenerne og de mange andre mytologiske væsner er blandt de mest ikoniske elementer i historien, men de er kun en del af fortællingen.
Bag de spektakulære møder med monstre og guder gemmer der sig en historie om hjemve, loyalitet, identitet, fristelser og konsekvenserne af krig. Temaer, der har gjort, at fortællingen stadig føles relevant mere end 2.500 år senere.
3. De græske guder spiller en afgørende rolle
I "Odysseen" er guderne langt fra passive tilskuere. De blander sig aktivt i menneskenes liv og skæbner.
Athena hjælper Odysseus gennem hans prøvelser, mens havguden Poseidon gør alt, hvad han kan, for at forhindre ham i at nå hjem. Det måde, Christopher Nolan vælger at bruge de guddommelige kræfter i sin film, er derfor en af de mest interessante sider af filmatiseringen.
Artiklen fortsætter under billedet

4. Historien har inspireret utallige film og bøger
Få fortællinger har haft samme indflydelse på populærkulturen som "Odysseen". Historien har været med til at forme den klassiske helterejse og har inspireret alt fra "Star Wars" og "Ringenes herre" til Coen-brødrenes "O Brother, Where Art Thou?".
Selv uden at publikum nødvendigvis kender Homers originale tekst, lever historien altså videre i utallige moderne fortællinger.
5. Nolan har stået over for en opgave, som få har turdet kaste sig over
Homers epos er blevet filmatiseret flere gange gennem tiden, men Christopher Nolan tager fat i fortællingen med en ambition og en skala, der hører til blandt de helt store Hollywood-projekter.
Med et stjernespækket cast bestående af blandt andre Matt Damon som Odysseus, Tom Holland som Telemachos, Anne Hathaway, Zendaya, Charlize Theron, Lupita Nyong'o, Robert Pattinson og Jon Bernthal er "The Odyssey" en af de mest ambitiøse filmatiseringer af historien til dato.
Artiklen fortsætter under billedet

Debatten er allerede begyndt
"The Odyssey" har dog allerede skabt debat, før publikum overhovedet har fået mulighed for at se filmen. Et kort klip, hvor Telemachos omtaler Odysseus som "dad", har fået sociale medier til at diskutere filmens moderne sprogbrug. Nogle mener, at det skurrer i en fortælling fra den græske oldtid, mens andre peger på, at Nolan ikke nødvendigvis forsøger at skabe en historisk rekonstruktion, men en moderne fortolkning af en gammel historie.
Og måske gør det ikke så meget. For hvis vi først begynder at gå op i historisk nøjagtighed, må vi nok også stille spørgsmålstegn ved, om Odysseus og resten af de græske helte virkelig gik rundt med perfekte tænder, veltrimmede skæg og frisurer, der kunne have imponeret en moderne Hollywood-stylist. Homers fortælling har overlevet i mere end 2.500 år netop, fordi den hele tiden er blevet fortolket på ny. Nu er det Christopher Nolans tur til at give sit bud på den gamle historie.
"The Odyssey" har dansk biografpremiere den 16. juli.






