23-07-2026 12:00

Kilde: www.darkhorizons.com

ai, kunstig intelligens, Neill Blomkamp

Rasmus Drews

Nyhed:

Neill Blomkamp vil lave AI-genereret spillefilm – har frigivet testkortfilmen "Nightborne"

"District 9"-instruktøren har lavet en 13 minutter lang AI-genereret kortfilm som første skridt mod en spillefilm skabt med samme teknologi.

Mens mange i Hollywood tager afstand fra brugen af kunstig intelligens i kreative sammenhænge, har instruktøren Neill Blomkamp ("District 9", "Elysium", "Chappie") valgt at gå den modsatte vej og har lavet en 13 minutter lang science fiction-kortfilm, "Nightborne", som ifølge ham selv udelukkende består af AI-genererede billeder.

X beskriver Blomkamp kortfilmen som en "fuld test" af arbejdsgangen bag konceptet og fortæller, at han nu ønsker at lave en spillefilm med samme metode.

"Jeg har eksperimenteret med AI i et par år, og teknologien er nu nået til et punkt, hvor jeg gerne vil kaste mig over en spillefilm i dette format. Dette er en 13 minutter lang test."

Mennesker bag – men alle billeder er AI-genererede

"Nightborne" fortæller historien om en amerikansk jagerpilot, der officielt erklæres død, men som muligvis indgår i et hemmeligt militærprogram, der genopliver faldne soldater.

Blomkamp understreger, at projektet stadig har involveret mennesker. Konceptkunstnere har udviklet designet, og filmens figurer bygger på ansigter og stemmer fra 32 personer, der har givet tilladelse til at blive brugt. Selve billederne er dog ifølge instruktøren genereret med AI via værktøjet Seedance 2.0.

Blomkamps udmelding har affødt debat blandt fans på sociale medier, hvor nogle kritiserer brugen af AI i filmskabelse, mens andre ser teknologien som en mulighed for at realisere ambitiøse projekter med mindre budgetter.

Kommentarer

  • Han skulle have kaldt den "A.I. Joe". Derudover lyder det jo umiskendeligt som et reboot af Universal Soldier.

    
    0