22-07-2026 16:00

Kilde: www.darkhorizons.com

Christopher Nolan, The Odyssey

Rasmus Drews

Nyhed:

Christopher Nolan: Der går mindst tre år før min næste film

Instruktøren fortæller, at arbejdet med "The Odyssey" pressede både ham selv og resten af holdet til grænsen.

Tidligt i karrieren udsendte Christopher Nolan som regel en ny film hvert andet år – med "Batman Begins" som den eneste større undtagelse.

Siden "Interstellar" fra 2014 er tempoet dog blevet sat ned. Der er gået tre år mellem "Dunkirk" (2017), "Tenet" (2020), "Oppenheimer" (2023) og nu "The Odyssey".

Det mønster ser ud til at fortsætte. I et interview med Today fortæller Nolan således, at der vil gå mindst tre år, før hans næste film er klar.

"Jeg ramte helt klart grænsen"

Den længere pause skyldes ifølge instruktøren den krævende produktion af "The Odyssey".

"Jeg ramte helt klart grænsen for, hvor meget både jeg selv og alle andre kunne holde til. Men det er jo 'The Odyssey' – selvfølgelig skulle det være svært. Hvis det ikke føltes svært at lave en film om 'The Odyssey', ville vi ikke have gjort vores arbejde ordentligt."

Det betyder, at Nolans næste film tidligst ser ud til at få premiere i 2029.

Imens fortsætter "The Odyssey" sin succes i biograferne, hvor filmen har fået en stærk modtagelse hos både anmeldere og publikum.

Kommentarer

  • Det er lidt af en ikke-nyhed, som har skabt nogle overskrifter. Der har været tre år mellem alle hans film siden Interstellar, og han blev spurgt om det mønster fortsætter. Det er business as usual.

    When asked if that pattern would continue and it would be “another three years” before his next release. He replied, “Oh, at least.”
    
    2
  • Der har været tre år mellem alle hans film siden Interstellar

    Som der også står i artiklen...

    
    0
  • Som der også står i artiklen...

    Jo jo, det var som heller ikke specielt møntet på denne nyhed, men at det i første omgang bliver gjort til en overskrift at alt er som det plejer. Breaking News, solen står op i morgen.

    
    1
  • Uanset hvor lang tid der går, er det altid spændende hvad hans næste projekt går ud på, bliver det mon endelig James Bond? Selvom det langt fra tyder på det. Så har han også givet udtryk for at ville prøve af med gysergenren, og det kunne også være interessant men hvilken gyser vil man så gerne se fra ham? Med hans fortællerstil, vil jeg nok finde det mest interessant med hans fortolkning af Dorian Gray. 

    
    0
  • Uanset hvor lang tid der går, er det altid spændende hvad hans næste projekt går ud på, bliver det mon endelig James Bond? Selvom det langt fra tyder på det. Så har han også givet udtryk for at ville prøve af med gysergenren, og det kunne også være interessant men hvilken gyser vil man så gerne se fra ham? Med hans fortællerstil, vil jeg nok finde det mest interessant med hans fortolkning af Dorian Gray.

    James Bond bliver det i hvert fald ikke, for den tjans har Denis Villeneuve snuppet.

    På basis af en bestemt scene i The Odyssey gad jeg godt se Nolan give sig i kast med gysergenren.

    
    1