Quentin Tarantino har talt om at gå på pension fra filmproduktion i årevis, og han satte for et par år siden et officielt stempel på sit CV, da han fortalte, at han vil trække sig tilbage efter sin 10. film. Siden dengang har han dog holdt sig åben over for en tilbagevenden til filmmediet og sagt, at det ikke var skrevet i sten, men at det var planen.
Men nu har han bekræftet sin 10-films pensionsordning på en konference i San Diego – han har kun to film tilbage.
Med Tarantino handler det dog om at se det, før man tror det. Han har dedikeret hele sit liv til film, så det forekommer usandsynligt, at han ville være villig til at tilbringe resten af sit liv uden for det. Dog ser det lige nu ud til, at han holder sig til sin plan, men der går nok et stykket tid, før de disse to sidste film er fuldført.
Tarantino sagde bl.a. til publikum: "Den måde, jeg definerer succes, når jeg er færdig med min karriere, er, at jeg forhåbentlig betragtes som en af de største filmskabere, der nogensinde har levet. Og yderligere, en stor kunstner, ikke bare filmskaber."
Før han bevæger sig videre til sin næste film, kommer han til at arbejde på et projekt, han har undersøgt i årevis. Det bliver enten en bog, dokumentarfilm eller podcast, har han udtalt. Helt sikkert er det, at det vil dreje sig om året 1970 – et af de vigtigste år i filmhistorien.






