I år er det 10 år siden, at "Star Trek Beyond" udkom i biograferne. Filmen fik flotte anmeldelser (inklusive 5 stjerner her på Moovy) og indtjente godt 340 mio. dollars på verdensplan – en hæderlig bundlinje, men ikke just et svimlende højt beløb.
Alligevel er det overraskende, at der ikke er udkommet nogen "Star Trek"-film siden, idet den snart 60-årige science fiction-franchise har millioner af fans verden over, som til gengæld har fået en håndfuld nye "Star Trek"-serier, siden "Star Trek Beyond" udkom.
Det er nu heller ikke, fordi filmselskabet Paramount ikke har prøvet at søsætte mere "Star Trek" til biffen.
Både "Alien: Earth"-skaberen Noah Hawley, "Andor"-instruktøren Toby Haynes og selveste Quentin Tarantino har arbejdet på "Star Trek"-filmprojekter, som aldrig kom ud af starthullerne. Og en direkte fortsættelse til "Star Trek Beyond" lå også på tegnebrættet i årevis, før den sidste år blev definitivt skrottet.
I november 2025 fik fans så genantændt håbet igen, da det kom frem, at duoen bag fantasy-komedien "Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves", Jonathan Goldstein og John Francis Daley, arbejder på en "Star Trek"-film, som i øvrigt bliver et reboot med nye karakterer i fokus.
En version af "Star Trek", som ingen har set før...
Men på årets Comic-Con antydede Goldstein og Daley, at deres "Star Trek"-projekt måske heller ikke klarer overgangen fra støbeske til biografudgivelse.
Ganske vist talte de håbefuldt om deres tanker bag projektet, men flere gange understregede de, at det stadig er uvist, om de får lov til at realisere deres "Star Trek"-drøm:
"Jeg tror, at hvis vi laver filmen," fortalte Daley til Collider, "så vil den virkelig overraske folk, fordi det er en ny version af 'Star Trek', som ingen har set før. Vi gør noget nyt, som både er vildt spændende og får filmen til at adskille sig fra tv-serierne og J.J. Abrams' film. Spørgsmålet er bare, om vi overhovedet får lov til at lave den."
Goldstein tilføjede under Comic-Con: "Du behøver ikke være en 'Star Trek'-fan for at kunne lide det, vi laver, fordi det er en meget karakterdrevet film, vi stykker sammen. Vi vil gerne lave noget, der er anderledes, og som vil overraske folk, men som samtidigt respekterer 'Star Trek'-franchisens DNA."
Vi får at se, om Daley og Goldstein får lov til at realisere deres idé, eller om det blot bliver endnu et droppet "Star Trek"-filmprojekt i skrotbunken. Vi ved intet om deres historie til filmen, ud over at den efter sigende vil foregå senere end nogen af franchisens tidligere film og serier – altså tidligst engang i det 32. århundrede.
Det er under alle omstændigheder en skam, at der ikke er en ny "Star Trek"-film i biffen i forbindelse med franchisens 60-års fødselsdag i september – men så kan du til gengæld fejre jubilæet sammen med Moovy i FORMAT Biograf, hvor vi viser flere udvalgte "Star Trek"-eventyr på det store lærred den 26. september.
Book billetter her og se en trailer herunder:






