Disney kan være på vej ind på markedet for gratis, reklamefinansieret streaming.
Under selskabets seneste regnskabspræsentation bekræftede den nye topchef Josh D'Amaro, at Disney undersøger muligheden for at lancere såkaldte FAST-kanaler, hvilket står for Free Ad-Supported Streaming Television.
FAST-kanaler fungerer som traditionelle tv-kanaler, men streames gratis og finansieres af reklamer. Konceptet er allerede udbredt hos blandt andre Pluto TV, Tubi og Samsung TV Plus.
Ifølge D'Amaro kan en gratis tjeneste både tiltrække prisbevidste seere og fungere som en indgang til Disneys betalte streamingtjenester såsom Disney+ og Hulu.
"Vi ser det som en måde at udvide vores rækkevidde på. En gratis tjeneste kan samtidig hjælpe os med at skaffe flere Disney+-abonnenter," sagde D'Amaro til investorer.
Nye funktioner på vej til Disney+ næste år
Disney har endnu ikke annonceret en konkret tjeneste eller lanceringsdato, men D'Amaro understregede, at streaming fortsat bliver et af selskabets vigtigste satsningsområder.
Han afslørede samtidig, at Disney+ næste år får nye funktioner, som blandt andet skal integrere spil, merchandise og andre eksklusive oplevelser direkte i streamingtjenesten.







