For få år siden blev jeg overtalt til at se den anime-inspirerede animationsserie "Avatar: The Last Airbender". Jeg var mildest talt skeptisk. Serien blev lavet af Nickelodeon, som jeg udelukkende forbandt med overgearet børne-tv for de allermindste. Og seriens helt, Aang, er en lille dreng med en stor, blå pil tatoveret midt på panden. Det virkede simpelthen for fjollet.
Jeg havde også set de første 20 minutter af M. Night Shyamalans ubegribeligt ringe live-action-filmatisering fra 2010 under en flyvetur. Jeg slukkede, fordi jeg hellere ville styrte end se filmen færdig. Shyamalans makværk gjorde mig også i tvivl om forlæggets kvalitet. For hvis serien vitterligt var så god, som folk påstod, så burde et eller andet vel have fungeret i filmen?
Men efter at have færdiggjort alle tre sæsoner forstod jeg med det samme, hvorfor "Avatar: The Last Airbender" i skrivende stund er den højest rangerede animationsserie på IMDb. Den har tilmed en højere score end "The Sopranos" og "Game of Thrones". For det er et mesterligt eventyr med en formfuldendt fortælling, der spiller på alle følelsesregistrets tangenter som en virtuos pianist, og som bugner af spændende steder og figurer, der gør seriens flotte fantasy-univers spillevende og dragende. Kort sagt: Min skepsis var umanerligt uberettiget.
Nu har vi så endelig fået den næsten direkte fortsættelse til serien, som vi blev lovet for en håndfuld år siden: animationsfilmen "Avatar Aang: The Last Airbender". Og selvom den især handler om helte og skurke, der kan tøjle vindens kræfter og mestrer flyvekunsten, så når filmen altså ikke samme højder som serien. Det havde nok også været for meget at forlange, og "Avatar Aang: The Last Airbender" er under alle omstændigheder en skarpskåret destillation af alt det, der netop gjorde den oprindelige serie god: en perfekt balancegang mellem humor og drama, animation i særklasse og et af tegnefilmshistoriens bedste persongallerier, der her gør et velkomment comeback.
"Avatar Aang: The Last Airbender" starter godt 10 år efter seriens slutning. Den føromtalte knægt med pilen i panden, Aang, er nu blevet en halvvoksen mand. Han er en såkaldt luftbetvinger, der med sine iboende, magiske kræfter kan manipulere luften omkring sig og for eksempel bruge vinden som våben eller til at flyve. Han er (tilsyneladende) den sidste af sin slags, og samtidig er han den såkaldte Avatar – en sagnomspunden figur, der ligesom Dalai Lama bliver reinkarneret i en ny krop efter sin død, og som den eneste i verden kan lære at tæmme alle fire elementer: luft, vand, jord og ild.
Elementernes respektive folkefærd har længe bekriget hinanden, men til sidst i serien blev ildrigets onde enehersker, kejser Ozai, besejret af Aang og vennerne – herunder Ozais søn, prins Zuko. En ny æra af fred begyndte, men nu trues den fred af oprørere, der leder efter et mytisk våben, som kan give dem luftbetvingernes evner og starte en ny krig. Og mens Aang og hans venner jager rebellerne, støder de på den gamle luftbetvinger Tagah, der ligesom Aang var frosset ned, mens deres folk blev udryddet i krigen.
Aang og Tagah knytter bånd gennem deres delte sorg over at have været væk, mens deres nærmeste blev dræbt. Men Tagah er så kompromisløs i sin iver efter at genopbygge deres faldne rige, at Aangs higen efter fortiden, ansvar i nutiden og drømme om fremtiden kommer på kollisionskurs.
Som man kan læse, er der meget at holde styr på i forhold til filmens plot og forhistorien op til. Og selvom folkene bag "Avatar Aang: The Last Airbender" siger, at de både vil appellere til seriens fans og skabe nye af slagsen, så er det svært at forestille sig, at nogen kan tage hul på franchisen hér og få noget meningsfyldt ud af oplevelsen. Og det er der for så vidt ikke noget galt i, når nu filmen meget klart bygger videre på en tv-serie. Samtidigt er det forfriskende, at den ikke spilder mange af sine dyrebare minutter på handlingsreferater.
Men filmens eneste seriøse skavank er dog, at den stadig vil fortælle for meget på for lidt tid. Det havde gavnet karaktererne og de forhastede flashbacks, hvis filmen havde haft 120 minutters albuerum i stedet for 99.
Men de 99 minutter er altså en fornøjelse fra start til slut. Og mens historien kunne have brugt lidt mere finpudsning, så er særligt de storladne actionsekvenser i en liga for sig – med håndgemæng koreograferet af kung fu-mesteren Alfred Hsing, der vel at mærke har en VM-guldmedalje i kampsport på CV'et. Det afspejles i den fantastiske intensitet og variation i slagsmålene, som indhylles i gudesmuk animation af både den håndtegnede og computeranimerede slags, som komplementeres perfekt af Jeremy Zuckermans stemningsfulde score. Jo, man kan både se og høre, at "Avatar Aang: The Last Airbender" har kostet over 500 millioner kroner at lave – mere end alle seriens afsnit tilsammen.
Og det er virkelig en skam, at filmen ikke, som ellers oprindeligt planlagt, udkommer i biograferne, for den her billed- og lydside fortjener at blive oplevet i en kæmpe sal med fuld smæk på højttalerne. '
Men selv derhjemme bliver man grebet og rørt af gensynet (og genhøret) med Aang og vennerne, som vækkes fornemt til live i lydstudiet af bl.a. K-Pop-stjernen Eric Nam (Aang), den Oscar-nominerede Steven Yeun (Zuko) og Marvel-stjernen Dave Bautista (Tagah). Og ligesom serien leverer "Avatar Aang: The Last Airbender" – sideløbende med al sin episke action – en uafrystelig og betimelig reminder om styrken i fællesskab og forsoning i en verden, hvor både menneskerne og elementerne er ude af balance. Lad os håbe, at der er flere fortsættelser på vej.
"Avatar Aang: The Last Airbender" kan ses fra den 22. august på SkyShowtime, hvor man også nu kan streame alle tre sæsoner af "Avatar: The Last Airbender".
