Disney og TikTok har indgået, hvad selskaberne selv kalder en "første af sin slags" global aftale.
Samarbejdet giver indholdsskabere mulighed for at producere korte videoer inspireret af Disneys universer – herunder Marvel, Star Wars og Pixar – som efterfølgende kan blive udvalgt til en særlig sektion på Disney+.
Starter i USA
Pilotprojektet lanceres i USA i løbet af de kommende måneder, før det efter planen rulles ud til flere markeder.
Ifølge Disney skal initiativet styrke fællesskabet omkring selskabets film og serier, mens TikTok-profiler får mulighed for større synlighed, adgang til eksklusive arrangementer og andre særlige fordele.
Disneys marketingchef Asad Ayaz kalder samarbejdet for en ny bro mellem selskabets historier og fansenes kreativitet. "De bedste historiefortællere er først og fremmest fans," siger Ayaz.







