Efter i sidste uge at have kaldt manuskriptet til Christopher Nolans "The Odyssey" for "elendigt skrevet" fortsætter den anerkendte Homer-oversætter Emily Wilson nu sin kritik af storfilmen.
I et nyt essay i The Atlantic retter Wilson denne gang særligt fokus mod filmens skildring af den trojanske hest, som hun mener mister det menneskelige og moralske perspektiv, der gør Homers epos tidløst.
"Mennesker betyder noget – men kameraet viser det modsatte"
Wilson mener, at Nolan prioriterer de spektakulære billeder frem for karakterernes følelser og de etiske dilemmaer.
"Manuskriptet fortæller os højlydt, at mennesker betyder noget, men kameraet viser, at det, der betyder noget, er den mekaniske udfordring ved at flytte objekter gennem rummet," skriver hun.
Hun kritiserer blandt andet, at scenen med den trojanske hest lægger vægt på de tekniske detaljer omkring konstruktionen og angrebet frem for de menneskelige konsekvenser af massakren.
Kritikken fortsætter
Wilson, der er professor i klassiske studier ved University of Pennsylvania og står bag en prisbelønnet engelsk oversættelse af "Odysseen", har tidligere beskrevet Nolans film som præget af "storladenhed og overfladiskhed".
Hun har desuden kaldt manuskriptet "elendigt skrevet" og bemærket, at filmen blandt andet mangler sexscener, mens "al maden ser frygtelig ud".







