Jagten på den næste James Bond nærmer sig måske sin afslutning. Producer Amy Pascal, der sammen med David Heyman står i spidsen for den nye Bond-film, siger i hvert fald nu, at det er et "godt bud", at offentliggørelsen af den nye 007 falder inden årets udgang.
I et interview med Deadline fortæller Pascal, at arbejdet med at finde Daniel Craigs afløser fortsætter med stor omhu.
Anderledes, spændende og nyt
"Jeg vil sige, at slutningen af året er et godt bud. Vi går virkelig, virkelig metodisk til værks. Daniel Craig er svær at følge efter, og det skal være noget, der føles anderledes, spændende og nyt."
Ifølge tidligere meldinger skal den næste runde af auditions og screen tests finde sted i løbet af august.
Flere navne har været nævnt
Blandt de skuespillere, der har været sat i forbindelse med rollen, er Jacob Elordi, Callum Turner og Harris Dickinson. Dickinson har dog for nylig afvist rygterne, mens Turner fortsat nævnes som en af favoritterne hos bookmakerne.
Den kommende Bond-film instrueres af Denis Villeneuve, mens optagelserne efter planen begynder i 2027 med premiere i 2028 eller 2029.





