En af Danmarkshistoriens mest opsigtsvækkende svindelsager bliver nu til en tv-serie. Sofie Gråbøl skal således spille Britta Nielsen i den kommende TV 2-miniserie "Britta", der er skabt af manden bag "Borgen", Adam Price.
Britta Nielsen arbejdede i en årrække i Socialstyrelsen, hvorfra hun mellem 1993 og 2018 overførte offentlige midler til sig selv omkring 300 gange. I 2020 blev hun idømt seks et halvt års fængsel for svindel for omkring 117 mio. kroner.
Serien vil følge Britta Nielsen fra en fattig barndom til et liv som millionær og undersøge hendes voksende afhængighed af at skaffe hurtige penge.
"Et moderne true crime-eventyr"
"'Britta' er et moderne true crime-eventyr om griskhed og bristede middelklassedrømme med en hovedperson, der endte som konen i muddergrøften med tre voksne børn, der var blevet klienter i hendes egen kriminelle velfærdsstat," udtaler Adam Price.
Britta Nielsens tre børn spiller også en central rolle i historien. De portrætteres af Besir Zeciri, Sofia Cukic og Angela Bundalovic, mens Rasmus Bjerg, Nicolaj Kopernikus og Joachim Fjelstrup ligeledes er på rollelisten.
De tre børn blev selv idømt fængselsstraffe for groft hæleri i 2022. Millionbeløb fra deres mor blev blandt andet brugt på dyre biler, værdifulde heste og ejendomme i Sydafrika.
Netop Sydafrika spiller også en rolle i Britta Nielsens historie. Hun blev anholdt i Johannesburg i november 2018, efter at hun var blevet politianmeldt i Danmark mistænkt for groft underslæb.
Optagelserne til "Britta" er netop afsluttet i Sydafrika, og serien forventes at få premiere på TV 2 Play og TV 2 i løbet af 2028.
