Der bliver ryddet yderligere op i planerne hos DC Studios. To tidligere annoncerede serier, "Waller" og "Paradise Lost", er således ikke længere under aktiv udvikling hos studiet, skriver Variety.
"Waller" skulle have haft Viola Davis i hovedrollen som Amanda Waller, som skuespilleren tidligere har portrætteret i både David Ayers "Suicide Squad", James Gunns "The Suicide Squad" og andre DC-produktioner.
Projektet blev første gang annonceret i 2022, få måneder før James Gunn og Peter Safran overtog styringen af DC Studios.
Skulle foregå før Wonder Womans fødsel
"Paradise Lost" blev derimod annonceret af Gunn og Safran selv i januar 2023 som en del af deres oprindelige plan for det nye DC-univers. Serien skulle foregå på amazonernes ø Themyscira før Wonder Womans fødsel og dermed fungere som en prequel til den berømte superhelts fortælling.
Ingen af de to projekter nåede dog at få en officiel serieordre, og de er nu ikke længere blandt DC Studios' prioriteter. Tidligere er det også kommet frem, at den annoncerede "Booster Gold"-serie ikke længere bevæger sig fremad.
DC Studios har dog fortsat flere tv-projekter på vej. Blandt andet arbejdes der på "Lanterns" med Kyle Chandler og Aaron Pierre, mens animationsserien "Creature Commandos" vender tilbage med en 2. sæson.
Derudover er en mockumentary-serie om Jimmy Olsen under udvikling med Skyler Gisondo tilbage i rollen fra "Superman". Første sæson skal fokusere på superskurken Gorilla Grodd.






