Det er fem år siden, at Marvels "WandaVision" for alvor pustede liv i tv-delen af Marvels MCU-saga. Miniserien om den magtfulde Scarlet Witch (Elizabeth Olsen) og hendes genoplivede androideelsker Vision (Paul Bettany) vandt tre Emmy-priser og blev skamrost af både fans og kritikere.
Sam Raimis "Doctor Strange in the Multiverse of Madness" fulgte på sin vis op på "WandaVision", og det samme gjorde den kulørte MCU-serie "Agatha All Along".
Men først nu får vi den mere eller mindre direkte forsættelse i form af miniserien "VisionQuest", der byder på et gensyn med netop Vision og endnu en tydeligvis unik og spacy superhelteodyssé. Den første trailer kan ses herunder.
Paul Bettany vender som sagt tilbage som Vision, som vi først mødte i "Avengers: Age of Ultron", hvor han blev skabt af den destruktive superrobot Ultron. Vision sluttede sig til de heroiske Avengers, men han blev dræbt af Thanos i "Avengers: Infinity War", men nu er en ny udgave af androiden blevet skabt, som (forståeligt nok) har svært ved at finde hoved og hale i sin egne (og sin forgængers) minder.
I "VisionQuest" tager Vision på en større indre rejse, hvor han møder flere AI-personligheder – inklusive en genoplivet Ultron, der nok en gang spilles af James Spader, som vi faktisk får lov til at se i denne ombæring.
Der er tydeligvis lagt i kakkelovnen til et skørt superheltesyretrip, og det er i øvrigt blevet udtænkt af den succesfulde tv-veteran Terry Matalas, som også stod bag den kritikerroste sæson 3 af "Star Trek: Picard".
"VisionQuest" får streamingpremiere den 14. oktober på Disney+. Se den omtalte trailer her:






