20-08-2026 18:00

Kilde: variety.com

horror, It, Pennywise, Stephen King, welcome to derry, IT: Welcome to Derry

Rasmus Drews

Nyhed:

Pennywise vender tilbage: "It: Welcome to Derry" får en sæson 2

HBO sender Pennywise endnu længere tilbage i tiden, når den populære "It"-forløber fortsætter med en ny historie i 1935.

HBO har officielt fornyet "It: Welcome to Derry" med en 2. sæson. Serien fungerer som forhistorie til "It"-filmene fra 2017 og 2019 og bygger videre på Stephen Kings klassiske romanunivers. Første sæson foregik hovedsageligt i 1962, men næste omgang rykker endnu længere tilbage i Derrys blodige historie.

Sæson 2 udspiller sig i 1935 under den store depression og tager udgangspunkt i massakren på Bradley-banden – en gruppe bankrøvere, der stopper i Derry for at købe ammunition og ender med at møde langt værre rædsler end lovens lange arm.

Et mørkere og mere desperat Derry

Ifølge medskaber Andy Muschietti får den nye sæson en markant anderledes stemning end den første.

Hvor sæson 1 kredsede om ondskaben under den tilsyneladende trygge forstad, bliver Derry i 1935 et langt mere nedslidt og desperat sted præget af fattigdom, arbejdsløshed og hjemløshed.

Der er endnu ikke annonceret en rollebesætning til sæson 2. I første sæson medvirkede blandt andre Jovan Adepo, Taylour Paige, Chris Chalk, James Remar og Madeleine Stowe, mens Bill Skarsgård vendte tilbage som Pennywise.

Muschietti har tidligere fortalt, at planen er at fortælle historien over tre sæsoner. Hvis den plan holder, skal en tredje sæson bevæge sig endnu længere tilbage til 1908.