19-08-2026 11:30

Owen Wilson, Alan Ritchson, Runner, Scott Waugh

Rasmus Drews

Trailer:

"Reacher"-stjernen Alan Ritchsons "Runner" får dansk premieredato - se den hæsblæsende trailer

Alan Ritchson skal sammen med Owen Wilson levere en donorlever, mens en brutal bande gør alt for at stoppe dem.

Owen Wilson er nok ikke den første skuespiller, man forbinder med hæsblæsende action, men det bliver der lavet om på i den kommende "Runner".

Her slår han sig sammen med Alan Ritchson, der især er kendt som den hårdtslående titelkarakter i Amazon-serien "Reacher".

I "Runner" spiller Ritchson den tidligere soldat Hank, der får til opgave at transportere en donorlever til et alvorligt sygt barn. Med på turen kommer Ben, spillet af Wilson, men den tilsyneladende simple køretur udvikler sig hurtigt til en kamp på liv og død.

En brutal bande vil nemlig have fingrene i den livsvigtige last, og som den nye trailer demonstrerer, bliver der både uddelt håndmadder og affyret rigelige mængder ammunition undervejs.

Bag kameraet står Scott Waugh, som senest stod for actionbraget "Expend4bles" fra 2023.

"Runner" får dansk biografpremiere den 17. september. Se traileren her: