Film om at lave film har altid været populære. Branchen og selve filmskabelsen kan nemlig bruges til at fortælle både større kulturelle og intime, personlige historier og "Teenage Sex & Death at Camp Miasma" befinder sig i samme kategori. Instruktør og manuskriptforfatter Jane Schoenbrun har forsøgt at skabe personlig fortælling om identitet og seksualitet pakket ind som en moderne version af 80'ernes slasherfilm. En film der forsøger både at hylde og dissekere genren, samtidig med at fortælle en historie om seksuel identitet, begær og lyst. Hvorvidt det så reelt lykkes, afhænger af, hvor meget man kan holde til at få hver eneste pointe slået fast med syvtommersøm.
Den unge instruktør Kris (Hannah Einbinder) hyres til at reboote Camp Miasma, en fiktiv slasherfranchise, der ligner en krydsning mellem "Fredag den 13." og "Sleepaway Camp". Som ung, queer og kæmpefan virker Kris som den rette til at give franchisen nyt liv. Undervejs opsøger hun den mystiske starlet Billy (Gillian Anderson), den oprindelige films final girl, som siden har bosat sig i lejren, hvor filmen blev optaget. De to kommer meget tæt på hinanden, mens grænserne mellem film og virkelighed gradvist udviskes, og den maskerede morder Little Death begynder at dukke op mellem film, drøm og virkelighed.
Hvis du synes, det lyder lige lovlig metatekstuelt, så har du helt ret. Men der er lang vej fra "Camp Miasma" til "Scream", "The Slumber Party Massacre" eller "Wes Craven's New Nightmare". Hvor de førnævnte film brugte metaelementerne til at udvide, udfordre eller kommentere på horrortraditionen, er Schoenbrun mere opsat på at fortælle en personlig historie med basis i genren og kærligheden til den. Og der er helt sikkert grobund for noget, hvis det ikke var, fordi filmen falder sammen på netop det, der burde gøre den mindeværdig.
Det er en film smækfyldt med blod, begær og sex. Især sex. En fortælling om at finde sin egen seksualitet og omfavne den. Det burde jo være en homerun med så svulstige, svedige emner, men på trods af mord, orgasmer, nøgenhed og fastfood føles filmen enormt tam. Filmen lider nemlig af et manuskript, der virker mere opsat på uendelige referencer og indforståede nik til sit publikum end på at fortælle en fængende historie. Alt skæres ud i pap, så du aldrig er i tvivl om, hvad du skal føle, eller hvorfor karaktererne siger, gør og føler, som de gør. Filmen har ganske enkelt ingen tillid til, at publikum selv kan afkode dens symbolik. "Show, don't tell" er smidt på lossepladsen, for alt skal fortælles, alt imens historien bumler sig af sted i et ujævnt tempo.
Og det er trættende. Trættende, fordi det virker billigt og primitivt, samtidig med at filmen desperat gerne vil fremstå dybsindig og nyskabende. Resultatet er en voldsomt studentikos film, der virker, som om den er skrevet af en, der lige har haft én lektion i filmteori, set "Mulholland Drive" og derefter aldrig set sig tilbage eller gennemlæst kladden. Selvfølgelig hedder den maskerede morder Little Death, fordi wink wink, det handler om sex, og selvfølgelig skriver Kris DESIRE med store bogstaver og tre streger under i sin notesblok, fordi vi da på intet tidspunkt må være i tvivl om, hvad det handler om.
Hvis det så bare var manglen på subtilitet, der plagede filmen, ville den måske kunne løfte sig op på tre stjerner. Men replikkerne føles til tider, som om de er crowdsourcet fra vittige Letterboxd-anmeldelser, og en scene, der skal forestille at stamme fra den oprindelige "Camp Miasma"-film fra firserne, spoleres af flade CGI-mord, alt imens en af karaktererne render rundt med et Sony Handycam fra sluthalvfemserne.
Både Hannah Einbinder og Gillian Anderson leverer, og især sidstnævntes præstation som sydstatsstarlet med tyk Dolly Parton-dialekt er sammen med en virkelig velproduceret introsekvens, nogle af filmens højdepunkter. Men de er få i en film, der på trods af alle sine orgasmer, sin nøgenhed og sit eksplicitte begær aldrig rigtig føles levende. Schoenbrun har tydeligvis noget på hjerte, og der er interessante idéer gemt i både genremetakommentaren og den personlige fortælling om identitet og seksualitet. Problemet er bare, at filmen er så ivrig efter at fortælle os, hvor interessant den er, at den til sidst glemmer at være interessant.
"Teenage Sex and Death at Camp Miasma" er en film om lyst, begær, identitet og frigørelse. Men den er så desperat efter at demonstrere sin egen dybde, at den ender med at blive overfladisk. Utroligt, at en personlig fortælling om sex, mord og slashere kan føles så kedelig.
"Teenage Sex & Death at Camp Miasma" har dansk biografpremiere den 27. august.
