24-08-2026 19:30

Kilde: politiken.dk

oscar, Hjem, Dobbeltfejl, Kvinde ukendt

Rasmus Drews

Nyhed:

Tre film kæmper om at blive Danmarks Oscar-bud

"Hjem", "Dobbeltfejl" og "Kvinde ukendt" er udvalgt som kandidater til at repræsentere Danmark ved Oscar-uddelingen i 2027.

Tre danske film er med i kapløbet om at blive Danmarks officielle bud på en Oscar for Bedste Internationale Film. Den danske Oscar-komité har nu udvalgt "Hjem" af Marijana Jankovic, "Dobbeltfejl" af Amalie Næsby Fick og "Kvinde ukendt" af May el-Toukhy som årets tre kandidater. Det oplyser Det Danske Filminstitut.

Ifølge DFI-direktør Tine Fischer har komitéen lagt vægt på, hvilke film der vurderes at have potentiale til at nå langt i det internationale Oscarfelt.

"Vi har valgt tre meget forskellige film. Det er tre instruktører, der også kommer fra tre relativt forskellige generationer," siger Fischer.

Tre vidt forskellige film

"Hjem" handler om en familie fra Balkan, der forsøger at finde sig til rette i det danske samfund. Filmen markerer skuespilleren Marijana Jankovics spillefilmsdebut som instruktør og havde dansk biografpremiere i maj.

Amalie Næsby Ficks "Dobbeltfejl" handler om et påstået seksuelt overgreb på en teenagedreng begået af to skolekammerater. Sofie Gråbøl, Sidse Babett Knudsen og Asta Kamma August er blandt de medvirkende. Filmen får dansk biografpremiere den 24. september – dagen før det danske Oscar-bud bliver valgt.

May el-Toukhys "Kvinde ukendt" foregår i København i 1945 og følger den unge Marie, der forsøger at skjule sit forhold til en tysk soldat af frygt for konsekvenserne. Filmen har endnu ikke haft dansk biografpremiere.

Den 25. september afgør den danske Oscar-komité, hvilken af de tre film der bliver Danmarks endelige Oscarbud.