I de fleste post-apokalyptiske fortællinger er det ikke sygdomme, zombier eller svampesporer, der udgør den største trussel. Det er mennesket selv. Når civilisationen kollapser, bliver spørgsmålet derfor ofte, om mennesket er i stand til at overleve gennem sammenhold, eller om det i sidste ende vil forfalde til vold og destruktion. Ikke meget er anderledes i Ridley Scotts "The Dog Stars", der umiddelbart ligner endnu en post-apokalyptisk actionfilm, men som viser sig at være langt mere interesseret i savn, ensomhed og spørgsmålet om, hvad man egentlig skal bruge overlevelsen til.
Flere år efter at en virus har udraderet det meste af menneskeheden, har den tidligere mekaniker Hig (Jacob Elordi) slået sig ned på en nedlagt flyveplads sammen med sin hund Jasper og den knap så socialt anlagte prepper Bangley (Josh Brolin). Hig bruger tiden på at flyve fra by til by i sin lille Cessna på jagt efter fornødenheder, mens Bangley holder stand på flyvepladsen og skyder alle uvedkommende, der nærmer sig. Da Hig under en af sine flyveture opfanger et svagt signal fra en fjern lufthavn, beslutter han sig for at opsøge kilden i håbet om at finde noget, der stadig minder om den gamle verden. Undervejs støder han på andre overlevende og skaber nye relationer, alt imens der stadig findes grupper derude, som ikke har nogen skrupler ved at tage både liv og ejendele fra andre.
"The Dog Stars" ligner umiddelbart noget, vi har set før. Forladte og faldefærdige storbyer, som vi kender dem fra "The Last of Us", og en verden, hvor civilisationens ruiner langsomt overtages af naturen. Ridley Scott har ikke nødvendigvis genopfundet den dybe tallerken, og både lyd, lys og billedside føles til tider som den moderne Hollywood-fortolkning af en kollapset verden.
Alligevel er der en anderledes ro over Scotts dommedag. Måske skyldes det fraværet af monstre og mutanter, men tomheden virker mere altomsluttende. Og selvom filmen stadig er leveringsdygtig i actionsekvenser, nærkampe og eksplosioner, er "The Dog Stars" først og fremmest en dvælende fortælling om en mand, der har mistet alt og forsøger at finde en mening i en verden, hvor næsten alt er forsvundet. Hig bevæger sig gennem det post-apokalyptiske landskab som en nybygger i det gamle vilde vesten, og Scott gør parallellen ganske tydelig med cowboyhatte, kaffe over bål og møder med fremmede grupper.
Det fungerer langt hen ad vejen, selvom en enkelt sekvens måske fremstår lige lovlig western-romantisk i sin fremstilling af de gode hvide og de "vilde" indianere. Samtidig er western-vinklen med til at gøre scenariet interessant. For hvor mange post-apokalyptiske film handler om kampen for at genopbygge en form for civilisation, føles "The Dog Stars" snarere som en fortælling om mennesker, der allerede har accepteret, at civilisationen er væk. Spørgsmålet er ikke længere, hvordan verden skal reddes, men hvordan man selv skal finde en plads i den.
Det er ikke en perfekt film. Nogle gange går fortællingen i tomgang, og man kunne godt have ønsket sig lidt mere fremdrift. Samtidig bliver flere af filmens mest interessante elementer kun berørt i forbifarten, og det er en skam. Et af filmens højdepunkter er et næsten surrealistisk besøg hos en gruppe overlevende, hvor hele scenen ligner noget, man kunne finde i en af de mere uhyggelige missioner i et af "Fallout"-spillene. Desværre er scenen alt for kort, og man kunne godt have ønsket sig et længere møde med det vanvid, der gemmer sig uden for Higs lille trygge boble.
Men måske er det også en del af filmens pointe. For det er rart at se et dommedagsscenarie, hvor uhyggen ikke altid er i højsædet. "The Dog Stars" handler i højere grad om mødet mellem dem, der stadig savner den gamle verden, og dem, der har lært at trives i den nye verden. Om at holde fast i minderne om det, der var, uden at lade dem forhindre én i at leve videre. For måske handler "The Dog Stars" i virkeligheden mindre om at overleve verdens undergang end om at finde en grund til at leve videre i den.
