27-08-2026 00:01

familiefilm, Spirillen, Jean Reno, Philippe Lacheaus

Kristian Enevoldsen

Anmeldelse:

Spirillen

Fart over feltet, veloplagt slapstick og skarpe replikker gør "Spirillen" til et særdeles morsomt familieeventyr.

Slapstick. Screwball. Eventyr. Komedie har mange former, men er det muligt at blande alle tre i én film? Det forsøger den franske "Spirillen", og det lykkes utrolig godt det meste af vejen. Der er fart over feltet, masser af falden-på-halen-komik og velskrevne replikker, der også fungerer på dansk. Alt i alt er familieeventyret med Spirillen en hyggelig og meget morsom tur i biografen.

David arbejder i den lokale zoologiske have. Da han står over for en fyring, siger han ja til en opgave: Han skal rejse til Sydamerika og hente en mystisk pakke, hvis indhold han absolut ikke må slippe fri. Han tager sin familie med som dække på et krydstogt og drager mod de varme lande. Da han får fat på pakken, bliver den ved et uheld åbnet, og ud slipper et vildt dyr af den sjældne art spiril. David må fange dyret igen, samtidig med at nogle farlige typer, der også vil have fingrene i det, kommer på sporet af ham.

Spirillen optrådte første gang i en tegneseriestribe med "Splint og co." i 1952 og blev skabt af den belgiske tegner André Franquin. Senere fik den lille fyr sin egen tegneserie og er nærmest blevet en institution i den fransk-belgiske tegneserietradition på linje med Tintin og Asterix. Spirillen har også optrådt som tegnefilmsfigur flere gange, men det er sjældent, vi har set ham på film. Det bliver der nu rådet bod på.

Filmen lever først og fremmest på sin humor. Der er fart over feltet og veloplagte jagtscener, hvor vi kommer til lands, til vands og i luften på båd, cykel, i bil og til fods. Slapsticken vil ingen ende tage i nogle uhyre velinstruerede scener, hvor det er svært ikke at grine højt. Det er befriende at se en familiefilm, der ikke virker forceret, men hvor der faktisk er tænkt over scenerne og lagt kærlighed i universet. "Spirillen" genopfinder ikke komediegenren, men er noget af det mest veloplagte, genren har budt på længe.

Manuskriptet byder samtidig på velskrevne replikker, der nærmer sig 40'ernes screwballkomedier med blandt andre Cary Grant. Den danske version er rigtig godt oversat, og mens den fysiske humor kan underholde ungerne, kan forældrene glæde sig over replikkerne og dialogscenerne.

Alle skuespillerne er med på legen. Jean Reno er skøn som mafioso, mens Jamel Debbouze, der også har medvirket i flere liveactionfilm om Asterix, er virkelig sjov som overdreven klovn.

"Spirillen" er et skønt bekendtskab, der kombinerer fysisk komik og screwballhumor med gode skuespillere, der alle er med på legen. Man kan mærke instruktør Philippe Lacheaus og manuskriptforfatternes kærlighed til forlægget, og resultatet er et vellykket eventyr for hele familien, der fungerer både på fransk og dansk. Man er i godt selskab gennem filmens 99 minutter.

"Spirillen" har dansk biografpremiere den 27. august.

Kommentarer

  • En af mine ynglingstegneserier som junior:)

    
    0
  • En af mine ynglingstegneserier som junior:)

    og som senior? ;P

    
    0
  • og som senior? ;P

    Der kan han bedre lide serien Crossed.

    0
  • Vildt nok. Troldspejlet haglede den ellers ned i nyeste podcast. Selv Jacob var meget tydelig utilfreds med den og han plejer ellers altid at være meget blid ved selv de værste film.

    0
  • Jeg blev udsat for traileren i biografen. Det var ikke ligefrem en reklame for at gå ind og se den. Og jeg er ellers stor fan af Splint & Co.

    
    0
  • Vildt nok. Troldspejlet haglede den ellers ned i nyeste podcast. Selv Jacob var meget tydelig utilfreds med den og han plejer ellers altid at være meget blid ved selv de værste film.

    Mit indtryk er, at Stegelmann er blevet noget mere kritisk på sine ældre dage. Det klæder ham at svinge kniven en gang imellem. Han har i hvert fald rigeligt med anciennitet til at gøre det.

    
    1
  • Mit indtryk er, at Stegelmann er blevet noget mere kritisk på sine ældre dage. Det klæder ham at svinge kniven en gang imellem. Han har i hvert fald rigeligt med anciennitet til at gøre det.

    Han var eddermame os' Über med det positive i 90'erne+!

    ^Har han da vist, endda selv indrømmet? ;-)

    PS. til Alle: Huba? ..eller smølfer Vi bare uden om smølfen?

    
    0