26-08-2026 14:00

Kilde: www.dfi.dk

Cinemateket, horror, gyser, biograf, X, Longlegs, ti West, filmtema, Fright Night, The Wailing

Jarl Mengers Andersen

Moovy Exclusive:

Chok i flok – derfor skal gysere ses sammen under "Fright Night" i Cinemateket

Fra og med den 3. september kan man se en perlerække af mindeværdige gysere i Cinemateket. Læs mere her!

Gyserfilm hører til i mørket. Efterhånden er vi blevet så vant til distraktioner og second screening – eller muligheden for lige at pause filmen, mens vi henter noget i køleskabet – at vi nogle gange glemmer, hvad det er, gyserfilm kan.

Det har Cinemateket heldigvis tænkt sig at lave om på. Deres tilbagevendende horror-tema, "Fright Night", er en kærkommen mulighed for at tage ind i biografmørket og blive mindet om, hvorfor der findes få bedre steder at se en gyserfilm end i en mørk biografsal.

Ikke nødvendigvis fordi lærredet er større, eller fordi lyden er højere, men fordi man pludselig sidder sammen med en masse mennesker, der alle sammen har sagt ja til at blive bange på samme tid.

Den kollektive oplevelse ved at blive skræmt sammen er noget af det bedste ved at se gysere i biografen, hvor reaktionerne bliver en del af filmen. Et chok bliver mødt af et kollektivt gisp, og en virkelig modbydelig sekvens kan få en hel sal til at blive så stille, at man pludselig bliver opmærksom på alle de andre mennesker omkring sig. I særlige tilfælde kan det også blive så grotesk at der ingen anden udvej er end at grine nervøst.

Når lyset slukkes, forsvinder nogle af vores sikkerhedsventiler. Man kan ikke lige tænde lampen. Man kan ikke pause midt i et jump scare. Og man kan ikke lige hive telefonen frem for lige at få et afbræk fra uhyrlighederne.

Det er også derfor, at Cinematekets aktuelle "Fright Night"-serie er en god anledning til at minde sig selv om, hvad der egentlig er så fedt ved at se horror på det store lærred. For serien spænder over flere forskellige former for horror, men fælles for dem alle er, at de fortjener at blive oplevet sammen med andre.

Tag for eksempel "Longlegs". Oz Perkins' sataniske seriemorderfilm er ikke nødvendigvis bygget op omkring konstante jump scares. I stedet sniger uhyggen sig ind gennem billeder, lyd og en konstant fornemmelse af, at noget er helt forkert. I biografen bliver det mørke, der omgiver lærredet, næsten en forlængelse af filmens eget univers. Det er en film, der fortjener et stort lærred og en komplet overgivelse til ubehaget uden distraktioner.

Bestil billetter til "Longlegs" her.

Og så er der en film som "X". Ti Wests slasher er både ulækker, sexet, sjov og grotesk, og den fungerer bare bedst sammen med et publikum. Man kan næsten føle sig hensat til 70'ernes grindhouse-forestillinger, hvor salen hurtigt kan blive brandvarm som en Texas-sol, når først filmens vildskab og vanvid udfolder sig. Her er publikums reaktioner næsten lige så underholdende som filmen selv.

Bestil billetter til "X" her.

Se/gense Moovy TV's "X"-interview med Ti West her.

En tredje film på programmet er "The Wailing". Na Hong-jins langsomme, paranoide horrorfilm forfalder ikke til hurtige chok-effekter. Til gengæld er den bragende uhyggelig. Uroen breder sig langsomt gennem hele filmen, og uden mulighed for at tænde lyset eller lige kigge på sin telefon, er man fanget i ubehaget. I biografmørket bliver det lynhurtigt en altopslugende, ubehagelig og næsten klaustrofobisk oplevelse, der ikke kan genskabes på skærmen derhjemme.

Bestil billetter til "The Wailing" her.

Man har lyst til at kigge væk, og alligevel kan man ikke kigge væk. Og man er i det sammen med de andre stakler, der også vovede sig ud fra deres trygge hjem og ind i biografen.

Det er måske i virkeligheden noget af det, vi risikerer at miste, når film primært bliver noget, vi ser alene på sofaen. Ikke nødvendigvis kvaliteten af selve filmen, men følelsen af at have oplevet noget sammen.

For horror har altid været en social genre. Vi fortæller hinanden om de film, der skræmte os. Vi diskuterer slutningerne bagefter. Vi griner af de mest absurde dødsfald og prøver at overgå hinanden med historier om, hvor lidt vi sov efter at have set en bestemt film.

Så måske er "Fright Night" ikke bare en anledning til at se nogle gode gysere. Det er også en påmindelse om, at biografen stadig kan være et sted, hvor man gør noget så simpelt og gammeldags som at blive skræmt i selskab med en masse fremmede mennesker.

Biografen er en social begivenhed – og i en verden omgivet af skærme er biograflærredet måske den allermest sociale skærm, vi har.

Og helt ærligt: Hvis man alligevel skal være bange, kan man lige så godt være det sammen.

K7 WEEK: Er du 18-25 år, kan du i ugen 7.-13. september se alle visninger i Cinemateket for kun 40 kr. med et gratis K7-kort – læs mere på k7k7.dk/week

Uden for K7-ugen (og for alle andre end de 18-25-årige) er prisen for Fright Night 75 kr. (dog 65 kr. for medlemmer af Cinemateket).

Inden en del af filmene serveres der billige øl og iskolde sodavand i Cinematekets Asta Bar. Enkelte visninger garneres med horror-soundtracks i Asta Bar, og en enkelt finder sted på Filmtaget i Himmelbio. Læs mere og book billetter til visningerne her.

Kommentarer

  • VISE ord, Jarl!!

    Og der er flere film fra programmet, jeg godt gad se i mørket. "Barbarian" kunne også være rigtig fed at fange på det store lærred, og "The Wailing" har jeg stadig til gode. Og måske vil jeg blive gladere for "The Babadook", hvis jeg så den i biffen også.

    
    1
  • Jeg snuppede nogle af de samme film i deres Late Night-serie i august, som også fortsætter her i september. Men jeg skal helt sikkert også have set nogle i Fright Night-serien - ikke mindst fordi filmene her starter på lidt mere menneskelige tidspunkter end Late Night-seriens kl. 22. Min krop kan mærke, at den er ved at blive for gammel til det sene natteroderi, og det har været fuldstændigt umuligt for mig at lokke bare en eneste ven til at at tage med. 

    I denne her uge satser jeg på at gense Hereditary på torsdag. For mig er det nok den bedste horrorfilm fra 2010'erne, og selvom jeg har set den en del gange, også da den kom frem, så griber jeg gerne muligheden for at se den på lærred en gang til.

    På fredag er der Barbarian, som jeg gik glip af, dengang den kørte i biografen og ikke har haft mulighed for at fange på streaming. Den er også kun lige udkommet på fysisk format, så det bliver mit første kig.

    Lørdag er der The Wailing, som jeg heller ikke har set på lærred før, men dog set et par gange på streaming. Der er oplæg forinden af en gammel ven, så det glæder jeg mig til. Jeg overvejer dog også forestillingen senere på måneden, hvor den Sydkoreanske ambassade byder på drikkevarer og et oplæg om koreansk folklore og monstre inden.

    Longlegs fik jeg set i sidste uge i Late Night, og det var virkeligt fantastisk at se den på lærred efter kun at have set den på streaming før. Den holdt hele vejen igennem. Jeg var især imponeret af det stærke lydarbejde, som var en helt anden oplevelse end at se og høre den derhjemme.

    The Barbadook har jeg heller ikke set i biografen før, og jeg overvejer lidt, om jeg skal se den i morgen til Late Night kl. 22 eller vente til Fright Night-forestillingen næste tirsdag. Jeg ved ikke med Fright Night, men fordelen ved Late Night har været, at de hver gang har set filmene op i den store bio Carl, hvor horrorfilm jo ellers ofte er blevet henvist til den noget mindre bio Asta i kælderen. 

    Der er også The Witch i næste uge. Den bør jeg næsten også have med.

    Jeg vil for øvrigt lige anbefale Cinematekets sideløbende serie Monstrene der ændrede os, som kører her i september og frem til slutningen af oktober. De kombinerer forestillinger og dobbeltforestillinger med forskellige oplag, foredrag, diskussioner og koncerter. Der er for eksempel mulighed for at se Murnaus Nosferatu med ny live-musik af tre danske musikere den 15/9. 

    
    1