En kvinde har glemt, hvem hun er, og skal prøve at finde ud af, hvem hun var. Det lyder som en kæmpe kliché af et skuffemanus, der har ligget og samlet støv, indtil nogen fandt det frem igen og tænkte: Hvad kan Claes Bang og Pål Sverre Hagen i de norske fjelde på Netflix? "Den hemmelige kvinde" lykkes overraskende godt med sit enkle plot. Ikke mindst fordi manuskriptforfatter Anders August og instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg ved, hvordan man holder sådan en historie til ilden.
Filmen er løst baseret på Anna Ekbergs roman af samme navn og åbner på den norske ø Hidra, hvor Louise (Natalie Madueño) lever et tilsyneladende fredeligt liv med sin norske kæreste Joachim (Pål Sverre Hagen). Her driver hun en café, indtil en fremmed dukker op og fortæller hende, at hun slet ikke hedder Louise, men Helene. Hun kommer fra en velhavende dansk familie, er gift med Edmund (Claes Bang) og har en søn, hun ikke kan huske. Hun har været sporløst forsvundet i tre år.
Helene vender tilbage til Danmark og forsøger at indgå i sin gamle familie med mand, søn og svigermor Caroline (Stina Ekblad). Mens minderne langsomt vender tilbage i brudstykker, prøver hun at finde ud af, hvad der skete den nat, hun forsvandt, og hvorfor hun forlod sit tilsyneladende perfekte liv. Det er efter bogen i mere end én forstand. Historien er ligetil, men der er nok kød på til, at man vil se videre. Eller måske er den snarere efter bogen i moderne Netflix-forstand: en overorkestreret lydside, overdådige billeder og en sexet skandinavisk æstetik, hvor selv et traume skal tage sig godt ud på skærmen.
"Den hemmelige kvinde" er som skabt til at blive streamet langt uden for Norden. Der er norsk fjeld- og ønatur, poleret dansk arkitektur, svenskklingende familienavne og skuespillere fra Danmark, Norge og Sverige. Men Norden bliver snarere en æstetik end et egentligt sted. Det ser skandinavisk ud. Det lyder skandinavisk. Men mærkeligt nok føles det ikke særlig skandinavisk. Man mærker, at historien skal kunne forstås lige så umiddelbart af en seer i São Paulo som i Silkeborg. Der er ikke meget plads til særheder eller kulturelle detaljer, når Claes Bang også skal kunne dubbes til tjekkisk uden større eftertanke. Det er selvfølgelig en anelse tarveligt at bebrejde en Netflix-film, at den gerne vil ses af Netflix' abonnenter. Men der opstår alligevel en distance.
Skuespillet føles distanceret, rummene for store, menneskene for polerede og Helenes gamle liv så fremmed, at man næsten sidder med følelsen af at have fået stillet en professorterning foran sig, man ikke magter at løse. Men langsomt vender noget af det, der først føles som filmens største svaghed, sig til dens fordel. Helene skal selv opleve sit gamle liv på ny. Hun går rundt blandt mennesker, der kalder hende ved et navn, hun ikke forbinder med sig selv, i rum hun angiveligt har boet i og sammen med en mand, hun angiveligt har elsket. Den kunstige tone begynder pludselig at give mening. Karaktererne virker af og til, som om de spiller roller, og spørgsmålet bliver, om det skyldes manuskriptet, eller om personerne omkring Helene faktisk spiller en rolle over for hende. Det er her, "Den hemmelige kvinde" bliver fængende.
Samspillet mellem Natalie Madueño, Claes Bang og Pål Sverre Hagen er filmens stærkeste kort. Madueño bærer historien overbevisende, selv når plottet kræver, at hun accepterer den ene usandsynlige oplysning efter den anden. Hun kan spille psykologisk spænding uden at fortælle publikum præcis, hvad hun tænker, og det register passer glimrende til en kvinde, der ikke selv ved, hvilke følelser hun kan stole på.
Dynamikken mellem hende og Bang er særligt vellykket. Madueño kan trække sig næsten helt ud af relationen, mens Bang insisterer på intimiteten, deres historie og det liv, de angiveligt havde sammen. Han har en særlig evne til at gøre venlighed en lille smule ubehagelig. Pål Sverre Hagen tilfører som Joachim en nødvendig varme, mens Stina Ekblad kan tilføre en film skandinavisk kulturarv bare ved at træde ind i billedet. Det er et absurd velbesat cast.
Norges eventyrlige landskab leverer nogle af filmens flotteste øjeblikke, elegant indfanget af fotograf Lars Reinholdt. Topsøe-Rothenborg lavede også Netflix-thrilleren "Kærlighed for voksne", og "Den hemmelige kvinde" har samme forståelse for, at der under Netflix-poleringen gemmer sig en effektiv thriller. Genrens vigtigste valuta er ikke nødvendigvis troværdighed, men drivkraft: Man skal have lyst til at se den til ende. Og det har man.
"Den hemmelige kvinde" har premiere på Netflix den 27. august.
