Yabba dabba doo!
Familien Flintstone er på vej tilbage til det store lærred. Warner Bros. Pictures er angiveligt i gang med at udvikle en ny live-action-film baseret på den klassiske animationsserie "The Flintstones".
Ryan Gosling og Jessie Henderson skal producere filmen gennem deres selskab Open Invite, mens studiet i øjeblikket leder efter en manuskriptforfatter.
Denne gang bliver det dog ikke Fred Flintstone, der står i centrum. I stedet skal filmen fokusere på Bamm-Bamm Småsten, søn af Barney og Betty Småsten.
Mere end 30 år efter John Goodman-versionen
"The Flintstones" begyndte som Hanna-Barberas animationsserie i 1960 og kørte i seks sæsoner. Serien fulgte Fred og Wilma Flintstone samt deres venner og naboer Barney og Betty Småsteni den stenalderinspirerede by Bedrock.
I 1994 blev serien omsat til live-action med John Goodman som Fred Flintstone og Rick Moranis som Barney Småsten. Filmen omsatte for omkring 340 mio. dollars på verdensplan og fik i 2000 prequelen "The Flintstones i Viva Rock Vegas".
Senest forsøgte Fox at genoplive universet med den animerede fortsættelsesserie "Bedrock", men projektet nåede aldrig videre fra udviklingsstadiet.





