31-08-2026 16:00

Kilde: www.superherohype.com

Star Trek

Rasmus Drews

Nyhed:

"Star Trek" fylder 60 år – fans skal forsøge at sætte usædvanlig verdensrekord

Paramount vil fejre jubilæet ved at samle fans verden over til det største samtidige Vulcan-hilsen nogensinde.

Den 8. september er det præcis 60 år siden, at "Star Trek" første gang tonede frem på amerikansk tv, og Paramount har tænkt sig at markere jubilæet på behørig vis. Blandt festlighederne er et forsøg på at komme i Guinness Rekordbog ved at få flest mulige mennesker til at udføre den berømte Vulcan-hilsen samtidig.

Hovedbegivenheden finder sted på Science Museum i London den 8. september, hvor fans kan deltage gratis i arrangementet "Star Trek Lates". Fans andre steder i verden får dog også mulighed for at deltage digitalt i rekordforsøget.

Den ikoniske Vulcan-hilsen, hvor hånden holdes op med fingrene delt mellem lange- og ringfingeren, blev introduceret af Leonard Nimoy som Spocks hilsen og forbindes uløseligt med ordene "Live long and prosper".

Masser af "Star Trek" i jubilæumsåret

Rekordforsøget er blot en del af fejringen af franchisens 60-års jubilæum. I USA bliver restaurerede 4K-versioner af klassiske "Star Trek"-film vist i biograferne fra den 4. til 8. september, mens anden sæson af "Star Trek: Scouts" får premiere på YouTube på selve jubilæumsdagen.

Samtidig fortsætter "Star Trek: Strange New Worlds", hvis fjerde sæson afsluttes den 24. september. Serien er allerede blevet fornyet med en femte og sidste sæson, der efter planen får premiere i 2027.

Moovy fejrer også 60-årsjubilæet

Også herhjemme bliver franchisens 60-års fødselsdag fejret. Den 26. september inviterer Moovy og FORMAT Biograf således for femte år i træk til en stor "Star Trek"-festival i Ballerup. I anledning af jubilæet er der denne gang særligt fokus på den originale "Star Trek"-serie fra 1960'erne, og programmet byder på flere klassiske eventyr fra serien i HD og med danske undertekster.

Derudover vises Director's Cut-udgaven af "Star Trek II: The Wrath of Khan" i en restaureret version, og dagen byder også på quiz, præmier og introduktioner til de forskellige rumeventyr.

Festivalen finder sted den 26. september fra kl. 9.45 til cirka kl. 19.00 i FORMAT Biograf i Ballerup. Læs mere om årets "Star Trek"-festival og book billetter her. Et smugkig på programmet kan desuden ses her: