Anden dag på Lidoen – og vi er stadig både live og i live her i Norditalien. Indtaget af espresso og italienske vine ligger fortsat på et passende niveau, og humøret er højt trods de mange irriterende myg, der venter mellem visningerne. Ved Hotel Excelsiors tennisbane var stemningen i eftermiddags nærmest euforisk. Her afholder filmfestivalen sine eftertragtede masterclasses, hvor blandt andre Luc Besson, Luca Guadagnino og George Clooney fortæller om deres arbejde. På denne helt almindelige torsdag var det signore Clooneys tur.
Da han trådte ind i den lille arena, rejste alle 250 tilskuere sig nærmest synkront, som var han kongelig. Og det kan man vel efterhånden godt hævde, at han er – i hvert fald her i Italien. I går modtog han festivalens Guldløve for sit livsværk, og på Lidoen er ingen superlativer for store, når hans navn bliver nævnt. Det føltes som et privilegium overhovedet at være kommet ind. Masterclassen var kun for akkrediterede, uden mulighed for reservation og efter først til mølle-princippet. Flere havde ventet længe udenfor, før dørene åbnede.
Et ualmindeligt karismatisk menneske
Clooney er da også et ualmindeligt karismatisk menneske. Ud over to gange at være blevet kåret til verdens mest sexede mand har han rent faktisk også noget mellem ørerne. En af hans bedste pointer handlede om, at han først fik sit store gennembrud, da han var et stykke inde i trediverne. Det var han i dag taknemmelig for. Havde berømmelsen ramt ham tidligere, forklarede han, kunne den have stået i vejen for de fejl, man har brug for at begå, før hele verden begynder at kigge med.
Venedig har fulgt Clooney gennem en stor del af karrieren. Han kom hertil første gang med Steven Soderberghs "Out of Sight" i 1998, vendte tilbage med sin egen "Good Night, and Good Luck" i 2005 og blev gift med Amal Clooney i byen i 2014. Nu har festivalen altså kronet relationen med en æresløve.
Efter masterclassen fik jeg hans autograf – og mit liv peakede!
Jeg kunne skrive en hel roman om, hvordan det var at være i rum med George Clooney. Men det er der ikke tid til, for en filmfestival handler trods alt også om film.
Werner Herzog deler vandene
Gårsdagens sidste film var for mit vedkommende pressevisningen af Werner Herzogs "Bucking Fastard", hvor Rooney og Kate Mara spiller et tvillingepar, der taler og bevæger sig næsten som én organisme. De graver en tunnel gennem et irsk bjerg i håbet om at nå frem til Orkneyøerne, mens blandt andre Orlando Bloom og Domhnall Gleeson forsøger at trænge ind i deres særegne univers.
Da kritikerne forlod Sala Perla i Palazzo del Casinò lidt over midnat, var det tydeligt, at dommen var delt. For mit vedkommende var filmen visuelt forførende, og skuespillet sad lige i skabet. Til gengæld er der elementer i både manuskriptet og dramaturgien, som spænder ben for det, der faktisk fungerer.
Filmen er dedikeret til David Lynch. Herzog fortalte på dagens pressemøde, at de to havde en dyb forståelse for hinandens arbejde, selvom de var meget forskellige, og at han under klipningen ønskede, at Lynch kunne have været filmens første tilskuer. Dedikationen er ikke et fripas til, at alt må være uforståeligt. Men den er måske en nøgle til filmens drømmeagtige logik, hvor ikke alt behøver give mening helt frem til sidste frame. Jeg var vild med den – også selvom jeg godt forstår dem, der ikke var.
Kampen om Guldløven tager form
Danny Boyles "Ink" ligger dog stadig højt på min foreløbige liste over kandidater til Guldløven. Måden, filmen griber fat i en central nerve i nyere britisk historie med Rupert Murdochs arbejde på avisen The Sun og den moderne tabloidpresse, sidder fortsat i mig som festivalens hidtil største filmoplevelse.
På vandrørene blandt filmelskere og kritikere kan man samtidig mærke en nysgerrighed omkring May el-Toukhys "Kvinde ukendt". Selvom det selvfølgelig er lidt ærgerligt, at en del af opmærksomheden skyldes, at hun er den eneste kvindelige soloinstruktør i konkurrencen, er den slags omtale bedre end ingen omtale. Det er også el-Toukhys første spillefilm siden den internationalt roste "Dronningen", og derfor er forventningerne høje i sig selv.
Hvis man i øvrigt tror, at italienernes hjerter kun banker for George Clooney, paven og Pavarotti, har man aldrig oplevet deres begejstring, når samtalen falder på Lars von Trier eller Nicolas Winding Refn. Det bliver spændende at se, hvordan "Kvinde ukendt" bliver modtaget ved verdenspremieren på søndag.
Dagens anden store konkurrencefilm var Martin McDonaghs "Wild Horse Nine", som jeg så i morges. John Malkovich og Sam Rockwell spiller to aldrende CIA-agenter, der kort før militærkuppet i Chile i 1973 bliver sendt til Påskeøen. Her begynder fortidens hemmeligheder, skyld og amerikanske kupoperationer langsomt at indhente dem. McDonagh beskrev på dagens pressekonference filmen som en fortælling om skyld og fortrydelse. Han fortalte samtidig, at dens blik på CIA's indblanding rundt om i verden har fået en aktualitet, han ikke havde forudset, da han skrev manuskriptet.
Der er allerede begyndende Oscar-spekulationer omkring Malkovichs præstation. Da han blev spurgt til det, nedtonede han selv forventningerne og understregede, at det vigtigste var, at filmen som helhed fik opmærksomhed. Det klæder ham, men hvis nomineringen bliver en realitet, er den efter min mening fuldt fortjent. R
eaktionerne på selve filmen er foreløbig mere blandede. Malkovich og Rockwell bliver rost, mens nogle kritikere mener, at filmens vold og machismo overdøver noget af den humor og charme, der normalt kendetegner McDonagh. Den er derfor måske endnu ikke den sikre Guldløvefavorit, den på papiret lignede inden festivalen. Der er dog stadig et dansk lod i tombolaen. Filmen er klippet af den danske Oscarvinder Mikkel E.G. Nielsen, der tidligere arbejdede sammen med McDonagh på "The Banshees of Inisherin".
På en filmfestival kan man være heldig at få interviews med stjernerne og menneskene bag filmene. Jeg er stadig så grøn i denne verden, at kalenderne hos de største navne for længst var fyldt, da jeg begyndte at spørge. På "Wild Horse Nine" var jeg især interesseret i Mikkel E.G. Nielsen, men da han ikke selv er på festivalen, er jeg i det mindste ikke gået glip af ham på Lidoen.
Dansk Oscarvinder åbner døren til sumobrydning
En dansker, jeg til gengæld har mødt, er den Oscarvindende producer Sigrid Dyekjær. Hendes dokumentarfilm "Sumo: Spirit Weighs Nothing" åbner i aften festivalens Venice Spotlight-sektion i Sala Giardino. Filmen følger fire brydere på forskellige trin i deres karriere – fra en skadet stormester til en ganske ung udfordrer – og giver et sjældent indblik i en japansk sumoverden, der normalt er lukket for kameraer. Instruktøren Erik Shirai brugte næsten fem år på at opbygge den nødvendige tillid og få adgang.
Han ønskede oprindeligt at optage hele filmen i sort-hvid, men resultatet blev en blanding af sort-hvid og farve efter kreative forhandlinger med ESPN. Netop den slags balance mellem en instruktørs vision og en stor international samarbejdspartner siger noget om det ofte usynlige arbejde, en producer som Dyekjær udfører. Da premierebilletterne bliver revet væk, har filmholdet givet mig en billet til aftenens premiere. Sigrid har allerede solgt filmen godt til mig, men om lidt skal den stå sin prøve foran festivalens publikum.
Det bliver dagens sidste forestilling.
Medmindre myggene planlægger et ekstranummer.
