En gang imellem oplever man en film, som overhovedet ikke ligner noget, man har set før. En film, der lever på et særligt karaktergalleri og en stemning, der emmer af liv og kærlighed til sit miljø. En film med et narrativ, der går sine helt egne veje. Det er sjældent, at en amerikansk film gør det, men "The Rivals of Amziah King" er undtagelsen.
Amziah King dyrker honning i sin egen virksomhed hjemme hos sig selv. Han spiller guddommelig bluegrassmusik med sine venner på den lokale burgerjoint og hjælper sine medmennesker. Livet er skønt, og man skal huske at leve, mens man har det. Da den unge Kateri kommer på besøg, ændrer det Amziahs tilværelse. Han har været plejefar for hende, og med hende under samme tag igen bliver livet endnu bedre. Men ikke alle vil Amziah det godt, og da hans bistader bliver stjålet, må Kateri træde i karakter for at give noget af kærligheden tilbage til sin plejefar.
Indimellem oplever man en instruktør, der hylder filmmediet på sin helt egen måde og hellere vil fortælle en historie gennem stemning end et egentligt plot. Andrew Patterson er sådan en instruktør. Han har selv skrevet manuskriptet til Amziahs historie, og filmen er fuld af særlige karakterer og en følelse, man sjældent oplever på det store lærred.
Filmens første time lever næsten udelukkende på sin stemning, og det er en ren fornøjelse. Man kan læne sig tilbage og nyde en film, der flyder over med skøn musik, et velspillet persongalleri og humor, der rammer lattermusklerne. Samtidig har filmen en poesi, der nærmer sig noget guddommeligt, uden at det bliver patetisk. Det eneste egentlige minus kommer efter en times tid, hvor der sker et skred i handlingen. Pludselig føler filmen, at den har brug for et plot, og det er slet ikke nødvendigt. Men det er et lille minus i en film, der stadig er en fornøjelse at følge.
Vi befinder os i en genrehybrid med både rørende drama, falden-på-halen-komik og dramatiske thrillermomenter. Anden halvdel udvikler sig til en original form for kupfilm. De stjålne bier skal findes, og især Kateri, spillet af den debuterende Angelina LookingGlass, må træde i karakter. Hun bliver filmens hjerte i denne del af historien og er et skønt bekendtskab. Samtidig går filmen konstant andre veje, end man forventer.
Matthew McConaughey har holdt en pause fra det store lærred i et par år, men man kan mærke på hans spil, at det her er en historie, han virkelig brænder for. Det er en historie om en gruppe mennesker, vi ikke ser ret tit på film, og han er som altid vidunderlig i rollen som Amziah.
Filmens drive minder nærmest om David Lynchs "The Straight Story". Den har sit helt eget tempo, og der er ingen onde mennesker. Alle har deres personlige problemer, men det skal ikke gå ud over andre. Filmen bliver nærmest et billede på et USA, som nogle gerne ville have, at det var. En fantasi, muligvis, men man bliver fuldstændig investeret i den. Kurt Russell dukker op i tredje akt og er som altid perfekt castet.
"The Rivals of Amziah King" er efterårets mest originale og skønneste film. Første halvdel er klart bedst, mens den anden i højere grad hviler på et plot, som filmen egentlig ikke har brug for. Men persongalleriet, skuespillerne og Andrew Pattersons instruktion holder oplevelsen oppe.
Først og fremmest er det en skøn og rørende filmoplevelse af den slags, man sjældent får i biografen.
"The Rivals of Amziah King" har dansk biografpremiere den 10. september.
