Oasis-dokumentaren viste sig at være en passende måde at skyde lørdagen i gang på. Store egoer, store følelser og et comeback, der tilsyneladende også kunne bære en hel reklamefilm.
Efter visningen gav jeg en kort anmeldelse til tyske ZDF. Dommen kan også ridses op her: "Oasis: Don't Look Back in Anger" var smuk, hvis man så den med Oasis-brillerne på. Sæt bare bandets navn på noget, og det kan handles til samme kurs som guld.
Dylan Southern og Will Lovelaces dokumentar følger genforeningsturnéen i 2025. Men jeg savnede det, der kunne gøre filmen til andet end en forlængelse af koncertoplevelsen. De unge fans fylder meget, mens jeg gerne ville have hørt mere fra dem, der også var der i 90'erne. Hvordan er det at høre ungdommens soundtrack igen, når både man selv og bandet er blevet ældre?
Undervejs bruger filmen rigeligt med kræfter på at forklare os, hvor guddommelige Oasis er. Den højstemte underlægningsmusik hjælper godt til. Jeg tænker, at dem, der køber billet til en dokumentar om bandet, allerede er nogenlunde overbeviste.
Da slutningen kredser om tilgivelse til tonerne af "What the World Needs Now Is Love", bliver det lidt for søgt. Oasis har nok i deres ego og deres lyd. Det måtte filmen gerne have stolet mere på.
Brødrene var i øvrigt selv på Lidoen lørdag, men sprang pressekonferencen over. Instruktørerne måtte forklare filmen uden dem.
Derefter stod jeg i festivalens bedste kø: køen til kaffe.
Luc Besson og en limoncello spritz
Herfra gik turen mod Hotel Excelsior, Lidoens luksuriøse grandhotel, hvor jeg skulle forberede mig til et interview med Mathilde Arcel. Hun spiller Marie i "Kvinde Ukendt", det danske bidrag til hovedkonkurrencen.
Under festivalen er hotellet et arrangement i sig selv. Det vrimler med Hollywoodstjerner, producenter og andet godtfolk. Men med de mange dagsgæster er hotelbaren åbenbart blevet et helligt område for hotellets gæster og dem, der kan betale. Værten fortalte mig, at der var et minimumsforbrug på 50 euro per person. Med priserne på et hotel i den klasse svarer det måske bare til to drinks. Jeg fik alligevel charmet mig til et godt bord uden at skulle opfylde minimumsforbruget.
Mens jeg ventede på betjening, fik jeg øje på selveste Luc Besson. "Léon" og "Nikita" er blandt mine yndlingsfilm, så jeg gik hen, sagde "bonjour" og bad om en autograf.
Jeg havde nok nogle fordomme om, hvordan det møde ville blive, eftersom han efterhånden har et blakket renommé, men han var meget imødekommende og tog sig både tid til at tale om festivalen og lære at stave og udtale mit navn. Det var et rart møde. Og en lidt mere spændende autograf end George Clooneys.
Tilbage ved bordet ventede en limoncello spritz og et interview, jeg stadig skulle koncentrere mig om.
Mathilde Arcel klar til verdenspremieren
På grund af minimumsforbruget blev samtalen med Mathilde rykket til en café i nærheden. Trods virvar og mennesker var det faktisk bedre rammer for et interview. Måske også for distributørens budget.
Mathilde havde været på Lidoen i et par dage. Omtrent et år tidligere havde "Rejseholdet: Det første mord", hvor hun også medvirker, haft dansk premiere. Nu skulle hun stå på den røde løber med hovedrollen i en film i Venedigs hovedkonkurrence. Det er alligevel noget af et år for hende – og denne film kan muligvis blive hendes store gennembrud.
Hun var spændt på modtagelsen, men også optaget af at tage festivalen som en oplevelse. "Kvinde Ukendt" følger Marie i København i maj 1945. Hun står foran et bryllup med en ældre, velanset enkemand (Carsten Bjørnlund), men hendes fortid truer den tilværelse, hun er ved at skabe. Befrielsen er begyndelsen på en ny tid, men ikke alle kan uden videre træde ind i den.
Det bliver interessant at se, hvordan et internationalt publikum tager imod fortællingen om befrielsens skyggeside og de kvinder, der blev stemplet som tyskertøser. Filmen har verdenspremiere søndag.
Hvor er den danske opbakning?
Senere på aftenen havde Norsk filminstitutt inviteret til fest. Et ganske fint arrangement med rød løber, buffet og fri bar, hvor de norske bidrag til festivalen blev fejret.
Jeg mødte ikke umiddelbart andre fra Danmark. Til gengæld siger man aldrig nej til god catering, Joachim Trier og nordmændenes efterhånden legendariske filmfester. Det var fedt at opleve et filminstitut, der så synligt samlede folk omkring sine film.
Og det fik mig til at undre mig over den danske indsats: Hvor er Det Danske Filminstitut i det her? Hvor er den tilsvarende synlige opbakning omkring vores eget bidrag?
Vi har en film i hovedkonkurrencen på en af verdens mest respekterede filmfestivaler. En instruktør og et filmhold, der står foran en international premiere, som kan få betydning langt ud over denne uge på Lidoen. Den anledning synes jeg, vi burde være bedre til at bruge.
DFI har blandt andet til opgave at fremme kendskabet til danske film i udlandet. Filmen har klaret den svære opgave at blive udtaget. Hvordan hjælper vi den så videre?
En reception kan give journalister, branchefolk og filmhold en anledning til at mødes og en samtale mulighed for at fortsætte. Det behøver ikke være ekstravagant. En aperitif, en tale efterfulgt af en applaus. Jeg arbejder ikke i DFI og kender ikke deres strategier, men når en del af deres opgave handler om synlighed, er det værd at tage alvorligt.
Til festen talte jeg med NFI-direktør Kjersti Mo, som fortalte, at hun skulle videre til et arrangement i Frankrig med Emmanuel Macron, hvor også DFI-direktør Tine Fischer skulle deltage. Det understregede egentlig bare, at nordmændene havde fundet plads til både det internationale branchearbejde og en fejring her i Venedig.
Dansk film er et stort navn ude i verden. Det er vi glade for at fortælle. Men det navn skal også plejes, og nye film skal have deres egen opmærksomhed.
Jeg synes, det er pinligt, at den norske opbakning er mere synlig hernede end den danske, mens vi selv har en film i hovedkonkurrencen. Måske bliver jeg klogere, hvis jeg møder nogen fra DFI hernede.
Fortsættelse følger...
Midnatsfilm med Luc Besson
Aftenen fik heldigvis en god afslutning. Sammen med de norske kritikere stillede jeg mig i festivalens næstbedste kø efter kaffe: køen til italiensk is.
Derefter ventede en midnatsvisning af "Father Joe" med rød løber og hele pivtøjet. Filmen er instrueret af Barthélémy Grossmann, mens Luc Besson har skrevet manuskriptet og er producer. Kiefer Sutherland spiller en præst, der både forsøger at fylde kirkebænkene og bekæmpe de kriminelle, som sælger stoffer til unge. Al Pacino og Ever Anderson er også med.
"Father Joe" var faktisk underholdende, så langt jeg nåede. Jeg kunne godt lide plottet og havde ikke noget imod en omgang actionkomedie som afslutning på dagen.
Men trætheden vandt. Jeg måtte forlade salen, eftersom jeg faktisk endte med at sidde ret tæt på Luc Besson. Og det ville være mit værste mareridt, hvis han opdagede, at hende, der tidligere havde bedt om hans autograf, pludselig snorksov gennem hans premiere.
