Jeg var der. Jeg var en af de heldige, der i 2025 fik lov til at opleve Oasis sammen med knap 90.000 andre disciple på Wembley Stadium. En oplevelse, der få år før havde virket nærmest utopisk. Noel og Liam var ikke på talefod, men brugte enhver tænkelig mulighed til at kaste svinere efter hinanden. Oasis var fortid, dræbt efter et skænderi i 2009, og det var, som om verden var begyndt at gå helt ad helvede til siden da.
Men det utænkelige skete. Oasis var pludselig tilbage og virkede større end nogensinde. Måske fordi folk hungrede efter den autentiske følelse af sammenhold og kærlighed, som kun musik kan skabe, og som bliver stadig sjældnere i den fragmenterede tid, vi lever i. Og stort var det. Måske den største musikalske oplevelse, jeg nogensinde har haft, og det tætteste, jeg kommer på en decideret religiøs oplevelse.
Lad dette være en disclaimer for resten af anmeldelsen, for jeg kan lige så godt være ærlig på forhånd: Denne anmeldelse er skrevet ud fra devisen om, at Oasis er verdens største – og bedste – rock'n'roll-band. Så hvis du tænker "bah, jeg kan ikke lide at have det sjovt og foretrækker Damon Albarns mavesure ævlebævlemusik", så stop bare med at læse her.
"Oasis: Don't Look Back in Anger" forsøger at indkapsle magien fra bandets liveoptrædener og portrættere et band, der formåede at gøre det umulige. Fra den allerførste øver efter gendannelsen virker det hele dog skrøbeligt. Liam er endnu ikke til stede, Noel virker urolig, og de to brødre har endnu ikke fået talt ud om bruddet. Liam har proklameret, at han kun vil øve to-tre dage om ugen. Alt virker oppe i luften, og uden kendskab til turnéens senere succes ville det umiddelbart se sort ud.
Men så snart Liam og Noel rent faktisk er sammen i øveren, behøver de ikke tale så meget. Det hele kommer ud gennem musikken. For det er musikken, det handler om, og det er sangene, der betyder noget. Ikke egoer. Måske er det også derfor, genforeningen føles så rigtig: fordi musikken på en eller anden måde altid har været større end de mennesker, der skabte den.
Filmen følger bandet fra øvelokalet og videre gennem verdensturneen, der blandt andet bringer dem forbi Manchester, Sydkorea, Argentina og USA, hvor det for første gang nogensinde virker, som om amerikanerne er klar til Oasis. Men selvom dokumentaren er smækfyldt med liveoptrædener, er det forkert at kalde den en koncertfilm. Fokus ligger i højere grad på fansene og publikum. Vi kommer helt tæt på mennesker, der ikke bare betragter Oasis som et band, men som en del af deres liv. Som ved, at sangene er mere end bare sange.
Hvordan beskriver man egentlig magien? Heldigvis formår filmen at indkapsle, hvordan disse sange har vokset sig større end bandet. Der er tårer, glæde og kærlighed. Et sammenhold på kryds og tværs af mennesker og landegrænser. Historien spilder ingen tid på at forklare, hvad der gik galt, eller fokusere på det, der gik forud for opløsningen. Det er en hyldest til bandet, fansene og musikken og til den mærkelige kraft, der opstår, når tusindvis af mennesker pludselig føler det samme på én gang. En påmindelse om, hvor vigtigt sammenhold og tilgivelse er. Under visse af filmens musikalske sekvenser kan man næsten mærke det fysisk. Det er tæt på gåsehudsfremkaldende.
Det er desuden første gang, de to brødre udtaler sig sammen i et interview, efter de har fundet sammen igen, og det er befriende at se, hvor afslappede og glade de virker i hinandens selskab. Liam er stadig virkelig sjov, men hans tunge Manchester-dialekt gør, at man skal spidse ører. Noel er derimod reflekterende og velovervejet, og det er rørende at høre ham fortælle om, hvor vigtig guitaristen Bonehead var og er for bandets lyd. Bonehead fremstår som limen mellem de to brødre og en uundværlig del af gendannelsen.
Der er ingen – eller i hvert fald meget få – nykker. De virker oprigtigt glade, og selvom pengene helt sikkert luner godt i banken, er der noget større på spil for bandet.
"Oasis: Don't Look Back in Anger" er en fantastisk dokumentarfilm, der minder os om, hvor meget vi har brug for musikken og fællesskabet, og hvordan nogle sange kan vokse sig større end dem, der har skrevet dem, og blive en kilde til hjælp, samhørighed og helbredelse.
Verden har ikke fortjent Gallagher-brødrene, men verden har brug for Gallagher-brødrene. Måske mere end nogensinde.
"Oasis: Don't Look Back In Anger" har dansk biografpremiere den 10. september.
