Det var noget af et drama, der udspillede sig søndag aften til verdenspremieren på May el-Toukhys "Kvinde ukendt". Midt under visningen rejste instruktøren sig og hastede ud af biografsalen sammen med produceren. Det viste sig, at de engelske undertekster havde været forskudt i omtrent et kvarter – endda under en af filmens mest afgørende scener.
Visningen blev derfor standset, og filmen spolet tilbage til det sted, hvor fejlen var begyndt. Selvom en del forlod salen undervejs, var det kun på sin plads. "Kvinde ukendt" er med i hovedkonkurrencen, og filmen skulle naturligvis have en fair bedømmelse af juryen på lige fod med de øvrige film. Det kræver alligevel et vist mod at standse sin egen verdenspremiere i Sala Grande.
Filmen fik heldigvis en fin modtagelse, og efter en applaus på den gode side af syv et halvt minut var der ikke et øje tørt blandt filmholdet.
Hvor er DFI?
Bagefter blev jeg inviteret med til filmens efterfest. Det var et ganske fint arrangement i samme villa, som Norsk filminstitutt havde lejet aftenen forinden. Med al respekt for filmholdet var det dog tydeligt, at nogen denne gang havde valgt den billigere pakkeløsning sammenlignet med NFI's røde løber, store buffet og frie bar.
Men så fik jeg også lejlighed til at spørge en repræsentant fra Det Danske Filminstitut, hvorfor DFI ikke selv holder noget for at fejre de danske bidrag. Svaret var, at der jo allerede var så mange arrangementer på festivalen, så hvorfor skulle Danmark også holde et?
Det svar synes jeg faktisk er underligt.
Vi har en dansk film i hovedkonkurrencen på verdens ældste filmfestival. May el-Toukhy er samtidig den første danske kvindelige soloinstruktør i konkurrencen i 36 år. Hvis ikke dét er en anledning til at samle internationale journalister, købere og branchefolk omkring dansk film, hvad er så?
En lukket fest
En lille notits: Efterfesten var, som så meget desværre er i den danske filmbranche, en lukket fest. Derfor gav den heller ikke filmen særlig stor synlighed uden for den kreds, der allerede kendte den. DFI's direktør, Tine Fischer, var ikke til stede, eftersom hun skulle mødes med Emmanuel Macron i Frankrig ved Lumière Summit i Saint-Paul-de-Vence, hvor den franske præsident og Sydkoreas præsident Lee Jae-myung havde samlet internationale repræsentanter fra film-, tv- og spilbranchen. De skulle blandt andet diskutere kunstig intelligens, finansiering, kulturel mangfoldighed og fremtidens filmkunst.
Det er selvfølgelig et vigtigt arrangement, og jeg ved godt, at det er svært at sige nej til Macron. Men timingen er næsten komisk. Mens filmbranchens ledere mødtes for at tale om nødvendigheden af at støtte ambitiøse film og kulturel mangfoldighed, havde Danmark en film i Venedigs hovedkonkurrence uden nogen særlig synlig markering fra sit eget filminstitut. Filmskolens rektor, Kristoffer Hegnsvad, deltog dog i premieren. Det må siges at være et vigtigt flag at vise.
Min pointe er ikke, at DFI nødvendigvis skulle have finansieret endnu en ekstravagant branchefest. Det kunne være en aperitif, en tale, en præsentation af filmholdet og en åben invitation til internationale journalister og branchefolk. Noget, der viste, at det ikke kun er filmskaberne selv, som er stolte af udtagelsen.
Når en dansk film først har klaret den svære opgave at komme i hovedkonkurrencen, burde resten af branchen stå klar til at udnytte øjeblikket. Ellers bliver dansk films internationale succes noget, vi gerne tager æren for bagefter, men ikke nødvendigvis gør særlig meget for at pleje, mens den rent faktisk sker.
Efter premieren skete der ikke det helt store på Lidoen, og derfor samler vi denne gang flere festivaldage i én blog.
Syv timer med Luca Guadagnino
Dagen derpå begyndte med lidt tømmermænd og en masterclass med Luca Guadagnino ved Hotel Excelsiors tennisbaner. Han er på festivalen med "Joie de vivre", sin syv timer og 15 minutter lange dokumentar om Bernardo Bertolucci og den form for filmnørderi, der prægede det 20. århundrede. Heldigvis er den delt i to dele, som jeg skulle se over de følgende dage. Første del varer tre timer og otte minutter. Anden del fire timer og syv minutter. Ingen skal altså beskylde Guadagnino for ikke at være grundig.
Derefter tog jeg på Hotel Excelsior, hvor jeg havde en interviewaftale med May el-Toukhy. Blandt millionærer og skønhedsdronninger sad vi på terrassen med udsigt over Adriaterhavet og filmens presseagent i nærheden, der nøje holdt øje med, at vi ikke gik over tid. May fortalte blandt andet om arbejdet med filmen, og hvordan hun havde nydt modtagelsen i Venedig. Desuden åbnede hun op for, hvor svært det i begyndelsen havde været at sælge "endnu en" film om Anden Verdenskrig. Det er heldigt, at det lykkedes. For "Kvinde ukendt" viser netop, at der stadig findes væsentlige historier fra besættelsestiden, som dansk film knap nok har berørt.
Elon Musk som actionfigur
Aftenen sluttede med Alex Gibneys dokumentar "Musk", der var fremragende. Elon Musk afviste at blive interviewet til filmen, hvorefter Gibney og hans hold måtte undersøge ham gennem arkivmateriale og mennesker, der enten har stået ham nær eller fulgt hans virksomheder og politiske udvikling. Det blev et vildt indblik, og man kommer i dybden med ganske mange emner, eftersom filmen varer tre timer og 45 minutter inkl. pause. Men Gibney ved, hvordan man fastholder sit publikum.
Han har meget passende adopteret Musks egen forkærlighed for computerspil og hans filosofi om, at vi lever i en simulation. Foruden stærke interviews med techjournalister, Musks tidligere hustru Justine Musk og Tesla-medstifteren Martin Eberhard er filmen limet sammen som et underfundigt multivers. Det føles til tider som at befinde sig i et computerspil, hvor filmskaberne også har genskabt Elon Musk digitalt som en kunstig actionfigur.
Det kunne nemt være blevet en gimmick. Men det fungerer, fordi hele Musks offentlige persona netop synes at være bygget op som en figur i hans eget computerspil: Det excentriske geni, der vil redde menneskeheden, kolonisere Mars og sikre civilisationens overlevelse. Gibney forsøger at trække gardinet til side og vise den mere almindelige og måske også mere farlige mand bag figuren.
Dagen efter var der pressekonference, hvor Gibney deltog sammen med blandt andre techjournalisten Zoë Schiffer og Ashley St. Clair, der har fået et barn med Elon Musk. St. Clair fortalte, at hun var blevet tilbudt 40 millioner dollar for at underskrive en tavshedsaftale og tie om deres forhold. Det afviste hun. Hun har desuden lagt sag an mod Musks AI-selskab xAI, fordi chatbotten Grok ifølge hende har gjort det muligt at skabe seksualiserede deepfakebilleder af hende. Gibney fortalte samtidig, at flere mulige medvirkende havde været bange for at tale med ham.
Politisk storm om "DAU"
Efterfølgende er der blevet lidt mere stille på Lidoen. Flere er rejst videre til festivalen i Toronto, mens resten af os nyder det, der er tilbage. Og ser nogle alt for lange film.
Blandt andet "DAU", der varer tre timer og 15 minutter. Filmen er instrueret af Ilya Khrzhanovsky og bygger på hans mere end 20 år lange projekt om den sovjetiske fysiker og nobelprismodtager Lev Landau. Filmens deltagelse har udløst massiv kritik fra Ukraine, som har beskyldt den for at indgå i russisk kulturel propaganda og peget på forbindelser til russisk finansiering. Festivalchef Alberto Barbera har afvist kritikken og understreget, at "DAU" officielt er en tysk-fransk-svensk produktion og ikke en Putin-venlig film.
Khrzhanovsky har faktisk taget afstand fra invasionen af Ukraine og gav i 2024 afkald på sit russiske statsborgerskab. Til gengæld spilles hovedrollen af den græskfødte dirigent Teodor Currentzis, der er blevet kritiseret for ikke offentligt at fordømme invasionen. Han blev tildelt russisk statsborgerskab af Vladimir Putin, og hans orkester MusicAeterna har været støttet af den statskontrollerede russiske bank VTB. Skræller man de politiske lag væk, synes jeg, den var seværdig. Et vildt kafkask filmunivers at blive inviteret ind i. Også selvom lyddesignet var dårligt mixet.
Og så fik jeg endelig set samtlige syv timer og 15 minutter af Guadagninos Bertolucci-dokumentar.
Nu fortjener jeg en spritz og en cigaret.
