17-09-2026 00:01

horror, spilfilmatisering, Resident Evil, Zach Cregger

Kristian Enevoldsen

Anmeldelse:

Resident Evil

Zach Cregger går sine egne veje med "Resident Evil", men bevarer kærligheden til spillene i en intens, grotesk og vanvittigt underholdende omgang overlevelseshorror.

Hvordan gør man fans glade? Skal man være tro mod sit forlæg og levere alle de elementer, som de mest hardcore tilhængere forventer? Eller kan man levere noget helt nyt, som stadig har respekt for det, der er gået forud – og dermed både gøre fans tilfredse og underholde nye gæster i universet?

Zach Cregger leverer med "Resident Evil" netop dét. En veloplagt og vanvittigt underholdende gyser, der både vil gøre fans mætte og bringe nye ind i folden.

Brian er kurer og har netop afleveret en taske på en skadestue. Da han bliver tilbudt at levere en vigtig taske til hospitalet i Raccoon City, springer han til, da det giver dobbelt takst. Sneen daler, og vejen er glat. Da han ved et uheld kommer til at køre en kvinde ned, starter en lavine af rædselsvækkende oplevelser, som ingen ende ser ud til at ville tage. Men tasken skal jo frem.

"Resident Evil" så dagens lys i 1996 på den første PlayStation. Man havde ikke set noget lignende: et overlevelsesgyserspil – såkaldt survival horror. Spillet blev en kæmpe succes og affødte en lang stribe efterfølgere med mere eller mindre stor succes.

På filmfronten kom den første filmatisering i 2002 med Milla Jovovich i hovedrollen og hendes mand, Paul W.S. Anderson, bag roret. Filmen kørte af sporet, men endte alligevel med at få fem efterfølgere. Siden blev det også til en form for reboot og en tv-serie. Men ingen kunne rigtig ramme tonen fra spillene.

Træd ind på scenen, Zach Cregger.

Cregger leverer en nervepirrende, intens og morsom rejse ind i helvede, der emmer af stemningen fra en creature feature fra 80'erne. Soundtracket flyder over med John Carpenter-referencer, og i modsætning til Andersons actionprægede tilgang til universet har "Weapons"-instruktøren skåret helt ind til benet og går totalt overlevelseshorror på drengen. Det her er i store træk sådan, man husker spillene.

Man kan mærke, at Cregger er stor fan af spillene. Der er masser af referencer til nærmest hele serien, og han leger med kameraet, så vi både får POV-skud, tracking-skud og intense nærbilleder. Samtidig skinner hans humoristiske side igennem, uden at det bliver fjollet. Humoren er mere med til at eskalere intensiteten end til at levere jokes, og den er fremragende integreret i fortællingen.

Læg dertil Austin Abrams' vidunderlige og empatiske skuespil som Brian. Man føler med ham og kommer virkelig til at holde af ham.

Vi starter ud i slowburn, men filmen eskalerer stille og roligt frem mod nogle vidunderlige setpieces, som bliver mere og mere groteske og indeholder geniale kreationer, som man indtil videre kun har set i spillene.

Mange fans har været skeptiske over for Creggers beslutning om at gå sin egen vej i stedet for at fokusere på spilkarakterer som Leon Kennedy eller Claire Redfield. Men der er ingen grund til bekymring. Cregger leverer på alle fronter, og selvom nogle vil mene, at slutningen tager lidt overhånd, er det helt i spillenes ånd.

"Resident Evil" er en vidunderligt grotesk tur i biografmørket. Filmen er fuld af overskud og emmer af John Carpenter og George A. Romero. Med et narrativ, der bliver mere og mere vanvittigt, en formidabelt sympatisk hovedrolle i skikkelse af Abrams og en god portion skarp humor og selvironi har Cregger leveret den bedste "Resident Evil"-film nogensinde.

"Resident Evil" har dansk biografpremiere den 17. september.

Kommentarer

  • Super god anmeldelse, Kristian. Du har i hvert fald fået mig overbevist, så nu vil jeg tage ind at se den, når jeg kommer hjem til København igen om lidt.

    Jeg havde ellers afskrevet den på forhånd. Men når jeg tænker over det, så har det nok mest med den lave kvalitet af den gamle serie at gøre. 

    Jeg var ret glad for Weapons og kunne også virkelig godt lide Barbarian, da jeg endelig fik set den i Cinemateket her for nylig. Jeg tror bare, at jeg forventede, at dette ville blive endnu en by-the-numbers-filmatisering på grund af de stærke kapitalinteresserer i franchiset og en næsten garanteret indblanding fra studiet. Men det lyder, som om Zach Cregger har fået lov til at være Zach Cregger, og det kan kun være godt.

    
    1
  • Håber jeg får det timet sådan med arbejdet, at jeg kan få denne set i morgen, ellers tror jeg ikke at jeg får den set før weekenden 25.09 - 27.09, og med den hastighed de film jeg gerne vil se bliver taget af programmet tør jeg ikke satse på at den går alt for længe i biffen.

    
    0