Der er tilsyneladende stadig masser af liv i zombierne fra Raccoon City.
Den nye "Resident Evil", der er instrueret af "Barbarian"- og "Weapons"-instruktøren Zach Cregger, har åbnet med imponerende 60 mio. dollars i USA og Canada.
Det er langt over de 40-50 mio. dollars, som filmen var spået til at åbne med – og samtidig den største åbning nogensinde for den 24 år gamle filmserie. Den hidtidige rekord tilhørte "Resident Evil: Afterlife" fra 2010, der åbnede med 26 mio. dollars. Tallene er dog ikke inflationsjusterede.
Internationalt har "Resident Evil" samtidig omsat for 48,3 mio. dollars, hvilket giver filmen en global åbning på 108,3 mio. dollars.
Stor revanche efter sidste reboot
Succesen er særlig bemærkelsesværdig, fordi det seneste forsøg på at genstarte filmserien gik anderledes skidt. "Resident Evil: Welcome to Raccoon City" fra 2021 indtjente blot 42 mio. dollars på verdensplan mod et budget på 25 mio. dollars. Den nye film har til sammenligning kostet omkring 75 mio. dollars at producere.
Filmen genforener Cregger med "Weapons"-skuespilleren Austin Abrams, der spiller et medicinsk bud, som må kæmpe sig gennem et virusudbrud fyldt med inficerede monstre i Raccoon City.
Også anmeldelserne har været særdeles positive. Filmen står aktuelt til 96 % på Rotten Tomatoes, mens de amerikanske biografgængere har givet den karakteren B+ hos CinemaScore. Her på Moovy gav anmelder Kristian Enevoldsen filmen 5 stjerner,
"Resident Evil" slog dermed weekendens øvrige film med stor margin. "Practical Magic 2" indtog andenpladsen, mens "Spider-Man: Brand New Day" blev nummer tre.





