28-09-2026 14:00

Kilde: deadline.com

horror, gyser, Saw, James Wan, Mike P. Nelson, Saw11

Rasmus Drews

Nyhed:

Ny "Saw"-film finder sin instruktør, og James Wan vender tilbage til franchisen

Mike P. Nelson skal stå bag den 11. "Saw"-film, mens seriens oprindelige skaber James Wan vender tilbage som producer.

Lionsgate og Blumhouse Atomic Monster har fundet instruktøren til den næste "Saw"-film. Valget er faldet på Mike P. Nelson, der senest har stået bag "Silent Night, Deadly Night" og den kommende monstergyser "Beware Boiúna".

Filmen bliver den første, siden rettighederne til den milliardstore horrorfranchise sidste år delvist vendte tilbage til James Wan, som instruerede og skrev den originale "Saw" fra 2004 sammen med Leigh Whannell.

De gamle bagmænd er tilbage

Wan producerer den nye film sammen med Blumhouse-chefen Jason Blum og Whannell, mens manuskriptet er skrevet af Gregory Weidman og Geoff Tock ("Dune: Prophecy").

"At lave den originale 'Saw' var en definerende oplevelse for mig, så det var afgørende at finde en instruktør, der ville respektere den verden," udtaler Wan og fremhæver Nelsons særlige tilgang til horrorgenren.

Nelson lægger samtidig op til, at den nye film både vil vende tilbage til rødderne og introducere nye blodige idéer:

"Greg, Geoff og James har skabt et vildt manuskript, der bringer mysteriet fra originalen tilbage og samtidig udforsker nye, vanvittige og blodige idéer, som passer perfekt til franchisens brutale moralske kompas. Lad spillet begynde!"

"Saw"-serien så første gang dagens lys i 2004 og tæller foreløbig 10 biograffilm. Der er endnu ikke offentliggjort nogen premieredato for den næste film.