Allerede inden "Digger" havde fået premiere, var der ingen tvivl om, at det næppe ville være en film for alle. Filmens trailere formåede at skjule filmens handling, mens fokus var på Tom Cruises præstation som den titulære hovedperson, Digger. Og med et visuelt udtryk, der lå milevidt fra det klassiske Cruise-Hollywood-spektakel, var det tydeligt, at noget andet var på vej.
Nu er "Digger" så landet, og instruktør Alejandro González Iñárritu, der blandt andet har stået bag splittende storfilm som "Birdman" og "The Revenant", har endnu engang leveret en film, der helt sikkert vil finde fans, som vil betragte filmen som et mesterværk, mens andre vil synes, det er en opulent og irriterende omgang. For "Digger" er absolut ikke en film for alle. Men det er til gengæld en film, der i den grad vinder på sin evne til at spidde samtiden og de karakterer, vi desværre ser alt for meget til i det globale politiske system.
"Digger" hviler på et plot, der ikke skal spoiles her, for hele filmens omdrejningspunkt kræver, at man går ind til den uden at kende for meget til historien. Dette blev allerede fremhævet under pressevisningen, hvor den samlede anmelderstand måtte love ikke at løfte sløret for historien i anmeldelserne. Netop fordi den bærende fortælling i filmen vinder på det kollektive "Hvad foregår der?"-øjeblik i biografsalen, i det sekund det begynder at gå op for publikum, hvor historien er på vej hen. Men uden at løfte for meget af sløret kan historien kort ridses op som en fortælling om oliemilliardæren Digger Rockwell, en koldblodig skiderik og en mand, der har så meget indflydelse, at selv den amerikanske præsident næsten blegner ved siden af. Det er Diggers verden, og når lokummet brænder, peger pilen derfor i sidste ende også kun på ham.
Iñárritu har med filmen skabt et visuelt udtryk, der minder om en depressiv version af Wes Anderson, for det er en verden på randen af sammenbrud og et deprimerende kig ind i en fremtid, vi måske kan forvente, hvis ikke nogen gør noget. Og netop her holder "Digger" et spejl op for os og spørger, om vi i bund og grund er interesserede i at gøre noget ved det, selv hvis det går ud over vores egen magelighed. Ikke ulig Ari Asters COVID-film "Eddington" er "Digger" et øjebliksbillede af en opbrudstid og et varsel om, hvad der venter os. Det er store og alvorlige temaer, men Iñárritu leverer heldigvis en film, der i hele sin absurde udfoldelse også er ganske underholdende.
Tom Cruise leverer en pragtpræstation og er i en alder af 64 utroligt nok på toppen af sin karriere. Sjældent har actionhelten med stuntmani været så intens i hele sit udtryk. Ingen tvivl om, at Cruise alle dage har været en solid skuespiller, men det er måske med "Digger", at han for første gang får lov til at bruge hele sit repertoire. Måske kan Iñárritu gøre det samme for Cruise, som han gjorde for Leonardo DiCaprio med "The Revenant", og sikre ham, hvis ikke en statue, så i hvert fald en nominering ved næste års prisuddeling.
Over for ham står John Goodman i rollen som den amerikanske præsident, der med sit alt for lange røde slips minder utroligt meget om noget, vi kender lidt for godt, mens Michael Stuhlbarg spiller en ulidelig vatnisse af en vicepræsident, der igen kommer lige lovlig tæt på den nuværende amerikanske administration. Riz Ahmed er fornuftens stemme i rollen som rådgiveren Ganesh, der må lade sine egne frustrationer vige for vanviddet og forsøge at tale fornuft ind i døve ører.
"Digger" formår at koge klimakrise, uduelige politikere, usympatiske milliardærer og vores egen mangel på rygrad til at gøre noget ved klodens udfordringer sammen til et satirisk opus, der på mange måder føles som en åndelig efterfølger til "Dr. Strangelove". En film, der kritiserer magthaverne og det system, der har skabt dem, men også vender en stor fed finger ud mod os og spørger, om vi overhovedet er interesserede i at gøre noget anderledes, eller om vi blot vil stå og se til, mens kloden langsomt pilles fra hinanden.
Og måske er det netop det, der gør "Digger" så stærk. Den er storladen, absurd og til tider næsten overvældende, men under det hele ligger en oprigtig frustration over en verden, hvor dem med magten til at ændre noget ofte er dem, der har mindst interesse i at gøre det. Iñárritu har skabt en film, der både underholder, provokerer og efterlader en med noget at tænke over, længe efter at rulleteksterne er forbi. "Digger" er bestemt ikke for alle, men for dem, den rammer, er den til gengæld en satirisk mavepuster af de sjældne. Utroligt, at undergangen kan virke så underholdende.
"Digger" har dansk biografpremiere den 1. oktober.
