Hvad skal der til for at lave en underholdende actionfilm? Fængende karakterer, overraskelser eller måske elementer fra andre genrer? Og er der også plads til metaforer og symbolik om verdens tilstand?
"Hope" vil det hele. Den vil underholde med sin action, byde på interessante karakterer og samtidig løfte pegefingeren over for vores opførsel i verden. Resultatet er en hybrid mellem action og komedie, hvor nogle elementer fungerer upåklageligt, mens andre desværre falder til jorden.
Vi befinder os i den lille sydkoreanske by Hope, der ligger tæt på grænsen til Nordkorea. Den lokale sherif Beom bliver kaldt ud til et dødsfald. Et muldyr er blevet maltrakteret af et andet dyr med nogle voldsomme kløer. Sporet fører ind til bymidten, hvor Beom og hans slæng pludselig befinder sig midt i et blodbad. Højlydte skrig kommer fra alle sider, og så bryder helvede løs. Og det er kun begyndelsen.

Sydkoreanske film har i løbet af de seneste 15 år for alvor slået igennem i Vesten. Et stort vendepunkt kom, da Bong Joon-hos "Parasite" vandt både Guldpalmen i Cannes og en Oscar for bedste film. Asiatiske film har ofte haft en tendens til at gå all-in på både det visuelle og følelserne, og instruktør Na Hong-jin holder bestemt ikke igen.
Først det gode. Actionsekvenserne er fænomenale. Man har reelt ikke set noget lignende siden George Millers fjerde "Mad Max"-film. Kameraarbejdet er sensationelt og brager derudad i nogle overdådige takes, der tager pusten fra én. Især to biljagter, der åbner og lukker filmen, er hele billetprisen værd. Derudover er der intense jagtscener i en skov med høje træer, som bestemt også er seværdige.
Man skal dog huske én ting: Troværdigheden kan man godt smide langt væk, men det gør ikke noget i det lange løb.

Så det acceptable. Skuespillet er okay. Alle skuespillerne gør, hvad de skal, og især vores sherifs fætter er en, man kommer til at holde af. En rigtig fandenivoldsk type, der nægter at give op. Der spilles med store armbevægelser og følelserne uden på tøjet, men det virker. Samtidig er filmen fuld af grotesk, sort humor, eksempelvis en obduktionsscene, der løber helt af sporet. Så der er bestemt også noget at grine af.
Og så det dårlige. Filmens største problem ligger i anden halvdel. Da vi endelig finder ud af, hvad der terroriserer den lille by, er afsløringen mere oplagt end overraskende. Man sidder med en fornemmelse af, at filmskaberne ikke har kunnet finde på noget mere originalt.
Men her ligger også den store løftede pegefinger, som instruktøren har med i alle sine film. Hvorfor er vi så bange for fremmede, og hvem er egentlig de onde, når det kommer til stykket? Budskabet slås fast med syvtommersøm og bliver mere prætentiøst end interessant.

"Hope" er en ægte genrehybrid, der vil for meget på én gang. Havde den holdt sig til at være en rendyrket actionfilm, kunne vi have stået med et nyt mesterværk i genren. Men blandingen med science fiction fungerer bare ikke, og den løftede pegefinger er til at få kvalme over. Tilmed er det uforståeligt, hvorfor vi har to store Hollywood-skuespillere på rollelisten, når de er gemt bag en masse CGI.
Slutningen er en vaskeægte cliffhanger, og man kan håbe, at en eventuel fortsættelse vil lade actiondelen fylde mere end science fiction-elementerne.
Som filmen står nu, vil den meget, men kan i sidste ende for lidt.
"Hope" har dansk biografpremiere den 15. oktober.
