Historien skrives som bekendt af vinderne. Men indimellem er det værd at huske, at det ikke nødvendigvis var enige om, hvem præcis af vinederne der endte med at skrive den. Netop dén historiske og politiske problemstilling udgør omdrejningspunktet i Antonin Baudrys ambitiøse krigsdrama "De Gaulle: Frihedens stemme", der følger op på "De Gaulle: Modstandens pris" fra august og afrunder beretningen om den notorisk excentriske franske general og senere præsident Charles de Gaulle.

Hvor forgængeren "De Gaulle: Modstandens pris" skildrede Frankrigs militære sammenbrud og den spirende modstandskamp, retter fortsættelsen blikket mod de politiske magtkampe, der udspiller sig i skyggen af Anden Verdenskrig blandt de allierede. Simon Abkarian indtager endnu engang rollen som den kompromisløse general, der fra sit eksil i London forsøger at sikre Frankrig en plads ved bordet, når Europas fremtid skal afgøres. Det er imidlertid ikke kun Hitlers nazister og Mussolinis fascister, der står i vejen. De britiske og amerikanske allierede har nemlig deres egne idéer om, hvordan Frankrig skal administreres og skæres på verdenskortet.
Antonin Baudry insisterer på at fremstille 2. Verdenskrig som mere end en moralsk entydig konflikt mellem det gode og det onde, som krigsfilm typisk fremstiller. Under overfladen ulmer stormagternes interesser, diplomatiske intriger og spørgsmålet om, hvem der egentlig har retten til at definere og diktere et lands frihed. Særligt forholdet mellem de Gaulle, Winston Churchill og Franklin D. Roosevelt giver fortællingen en politisk dimension, der rækker langt ud over dens historiske rammer. Og viser, hvordan geopolitik også formes af timing, lokumsaftaler og tilfældighedernes spil.

Vi trækkes dog ikke kun ind i tilrøgede lokaler, hvor kampene orkestreres som intense kammerspil henover udslåede landkort og citatværdige dialoger. "De Gaulle: Frihedens stemme" veksler elegant mellem intense politiske konfrontationer og storladne slag i Nordafrika, mens fortællingen mobiliseres mellem De Gaulles kampe i kulisserne og modstandsbevægelsens kampe mod besættelsesmagten. Særligt skildringerne af den franske modstandsbevægelse og befrielsen af Paris er imponerende intenst udført.
De Gaulle er stadig omdrejningspunktet som den stålsatte general, hvis arrogante stædighed er både en styrke og ikke mindst svaghed. Antonin Baudry fremstiller de Gaulle som en mytologisk personificering af Frankrig. Et underholdende greb, der samtidigt er temmelig teatralsk, indimellem ufrivilligt komisk og, ja, enormt fransk. Det taler direkte ind i franskmænds nationale stolthed, selvbevidsthed og revolutionære traditioner.

Til gengæld er "De Gaulle: Frihedens stemme" påfaldende aktuel i sit politiske portræt. I en samtid, hvor europæisk suverænitet, amerikanske interesser og nationalstaters selvbestemmelse igen er blevet centrale spørgsmål, fremstår Charles de Gaulles insisteren på uafhængighed som mere end blot et historisk nedslag. For med friheden følger en pris, der efterfølgende skal forsvares og genforhandles med både fjender og venner.
"De Gaulle: Frihedens stemme" har dansk biografpremiere den 29. oktober.


